Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

I Danmark er der permanent mangel på organdonorer. I 2017 stod 448 personer på venteliste til et nyt organ. De fleste ventede på en ny nyre. Andre ventede på en lever, lunger eller et nyt hjerte.

Sidste år døde 32 mennesker på ventelisten til et nyt organ. Det er ufattelig trist og kalder på refleksion.

Patientforeningen Organdonation – Ja Tak har fremsat et borgerforslag om ’formodet samtykke’ til organdonation. Borgerforslaget har netop samlet de nødvendige 50.000 underskrifter og vil nu blive stillet som beslutningsforslag i Folketinget.

Ideen bag borgerforslaget om formodet samtykke er, at man pr. automatik bliver organdonor, når man fylder 18 år.

Ønsker man ikke at være organdonor, skal man aktivt framelde sig ordningen. Dette adskiller sig fra den nuværende ordning med ’informeret samtykke’, hvor den potentielle donor eller de pårørende skal give samtykke, for at organdonation er mulig.

Jeg er en af de godt 1 million danskere, som har meldt sig som donor i donorregisteret.

Alligevel er jeg en af de 14 ud af 17 medlemmer i Etisk Råd, som fraråder en ordning med formodet samtykke.

I rådet har vi alle vores årsager til at mene, som vi gør. Grundlæggende mener jeg, at vi bør værne om det princip, at vi mennesker ’ejer’ vores egen krop – også efter døden. For alternativet er i min optik alt for vidtgående.

Lad os som tankeeksperiment sidestille ejerskabet over egen krop med ejerskabet af andre ejendele. Som det fungerer i dag, kan jeg efter døden stort set testamentere mine ejendele, som jeg ønsker.

Og på samme måde kan jeg disponere over, hvad der skal ske med min krop, efter at jeg er død, ved at markere mit valg i donorregisteret. Men spørgsmålet er, hvad der skal ske med dem, der ikke har taget stilling til organdonation?

Kristine Lykke Roed har ventet på en ny nyre i syv år og syv måneder: Kan organdonation ikke være noget, vi i udgangspunktet giver til hinanden?

Jeg er tilhænger af informeret samtykke. Det vil sige, at i min optik bør de sædvanlige arveregler også gælde på dette område: Hvis ikke jeg i levende live har taget stilling til, hvad der skal ske med min krop efter min død, overtager mine arvinger ubetinget dispositionsretten over min krop. De må bestemme, om jeg skal være donor eller ej.

Men formodet samtykke, hvor man pr. automatik bliver organdonor, ville indebære, at dispositionsretten til kroppen tilfalder staten.

Det svarer til, at staten under hensyn til almenvellet får ret til at ekspropriere liget. Heri ligger et brud med en af samfundets grundlæggende frihedsrettigheder.

Modargumentet fra fortalere for formodet samtykke lyder ofte: Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste holdningsundersøgelse har 80 pct. af befolkningen en positiv eller meget positiv holdning til organdonation.

Dog er kun omkring hver femte dansker tilmeldt donorregisteret. Formodet samtykke understøtter altså folkets ønske og vil hjælpe udviklingen på vej.

Der er flere problemer med denne argumentation. For det første er tallene misforstået. Det er rigtigt, at 80 pct. af befolkningen er positivt stemt over for organdonation som koncept.

Men når det kommer til den konkrete donation af egne eller pårørendes organer, er det kun ca. 60 pct., der er for organdonation.

Hertil kommer, at der er forskellige årsager til, at mange af disse personer ikke har registreret deres valg i donorregisteret.

Man må også forvente, at der i en vis udstrækning er tale om det, som vi økonomer kalder tidsinkonsistente præferencer.

Organdonation skal være et aktivt valg

På samme måde som mange mennesker har ambitioner om kun at bruge de penge, de har, men alligevel ender med overtræk på kontoen sidst på måneden, eller ønsker at bruge mere tid med børnene, men ender i sofaen med en tablet eller smartphone i hånden, så må man også forvente, at mange mennesker ønsker at blive organdonorer, men alligevel har svært ved det, når det kommer til reelt at stille deres organer til rådighed for genbrug.

Måske fordi ønsket om at blive organdonor alligevel ikke er så stærkt, som de troede.

Når det er sagt, så er der stadig noget, der tyder på, at vores model for organdonation ikke fungerer optimalt.

F.eks. kunne man jo begynde med oftere at minde folk om, at de bør træffe et valg. Det kunne være i forbindelse med udstedelse af pas eller kørekort.

Siden 2008 er antallet af registrerede i donorregisteret vokset med godt 600.000 personer – alene på baggrund af informationskampagner.

Er den type nudging ikke tilstrækkeligt, kunne man tage skridtet videre.

Den stringente logiske konsekvens af, at man ejer sin egen krop, er i min optik at lade organdonorer komme forrest i køen til nye organer.

For jeg har svært ved at se, hvordan man etisk kan forsvare at håndhæve en fuld privat ejendomsret over ens egen afdøde krop og samtidig kræve uindskrænket adgang til andres kropsdele, hvis behovet skulle opstå.

Det ville formentlig få gang i tilmeldingerne til donorregistreret.

Endvidere kunne man som i Holland vælge at tillade anonym krydstransplantation. Ofte ønsker ægtefællen til en syg mand eller hustru at tilbyde sig som nyredonor, men de bliver afvist, fordi der ikke er den nødvendige lighed i vævstype.

Med krydstransplantation kan man lade sig registrere som villig til at give sin nyre til en anden, og i bytte får man en nyre til sin syge ægtefælle fra en familie i samme situation. Dette er en transaktion uden tabere.

Endelig bør vi også overveje, som påpeget af den australske moralfilosof Peter Singer, om salg af organer bør være lovligt?

Jeg ved, at forslaget er kontroversielt, men vores vanetænkning bør ikke friholde os fra i det mindste at overveje, om det er muligt at regulere markedet således, at ordningen giver acceptable forhold for sælger.

Vi bør undersøge, om vi kan sikre, at sælger er fuldt informeret om alle aspekter af nyredonationen, inklusive de helbredsmæssige aspekter, samt om det vil dække efterspørgslen efter nyrer.

Ifølge Peter Singer har Iran – et land, vi sjældent ser til – siden 1988 haft en statsfinansieret og statsreguleret model for salg af nyrer.

En patientforening arrangerer transaktionen, kun sælgeren tjener på den, og ifølge iranske nyrespecialister har ordningen fuldstændig udryddet ventelisten uden at give anledning til etiske problemer.

Lektor: Hvad nu, hvis vi gav organ-donorerne mulighed for at vælge kun at donere til andre, som har truffet samme valg?

Et tv-program fra BBC har vist, hvordan flere potentielle donorer blev afvist eksempelvis med henvisning til de strenge alderskriterier, mens andre fik påbudt først at konsultere en psykolog.

Med 448personer på venteliste til et nyt organ er der brug for, at vi baner vej for adgang til flere organer. Det skal vi ikke gøre ved at tage organer fra folk, der ikke har givet os lov. Det gør vi ved at tænke nyt og fordomsfrit.

Vi bør overveje, om vi ønsker at tillade salg eller i hvert fald bytte af organer. Og om vi ønsker at prioritere således, at man står først i køen til organer, hvis man selv er villig til at stille sine egne organer til rådighed.

Frem for at bryde med de individuelle frihedsrettigheder, som er grundlaget for vores frie og åbne samfund, skal vi bryde med tabuerne. For vores model for organdonation trænger til et grundigt eftersyn.

fortsæt med at læse

Debat om organdonation:

Indfør formodet samtykke - det vil utvivlsomt blive den enkeltstående lovændring i 2018, som kommer til at redde flest liv

• Lektor: Hvad nu, hvis vi gav organ-donorerne mulighed for at vælge kun at donere til andre, som har truffet samme valg?

• Kristine Lykke Roed har ventet på en ny nyre i syv år og syv måneder: Kan organdonation ikke være noget, vi i udgangspunktet giver til hinanden?

• De Radikale står alene med støtte til automatisk organdonation