0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Professorer: Perverse incitamenter skaber Las Vegas-tilstande i forskernes verden

Antallet af forfattere bag videnskabelige artikler boomer. Rekorden er nu 5.154 forfattere bag én artikel. Blandt forskere bliver der handlet med forfatterskaber til den store guldmedalje. Nogle gange er man heldig, andre gange mindre heldig – og har man for få videnskabelige artikler på sit cv falder hammeren.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forskere er flittige folk – meget flittige. En arbejdsuge er aldrig under 40 timer, og for langt de fleste er 50+ timer normen. Men at nogen skulle være så flittige, at de kan offentliggøre et nyt videnskabeligt arbejde hver femte dag i mere end 15 år i træk, overgår vores forstand – hvis de oven i købet også underviser ind i mellem.

Det er ikke desto mindre tilfældet for mere end 9.000 forskere, som tidsskriftet Nature har fundet frem til. Topscoreren er en japansk forsker, der siden 1976 har optrådt som forfatter på mindst 2.566 videnskabelige artikler. Vi har i en særskilt søgning fundet frem til den danske topscorer, der har mere end 1.400 artikler bag sig, og den pågældende er fortsat nogle år fra pensionering.

Men disse to rekorder er ikke de eneste interessante. Verdensrekorden i antallet af forfattere bag en enkelt artikel er hele 5.154 forfattere! Selve teksten er ca. 9 sider lang, mens listen over forfattere fylder 24 sider.

Det er en ekstrem case, men flere målinger viser, at det gennemsnitlige antal forfattere per videnskabelig artikel er stigende. Indenfor eksempelvis medicinsk videnskabelig litteratur var det gennemsnitlige antal forfattere i 1913 én forfatter per artikel. I 2013 var det gennemsnitlige antal steget til fem. Inden for økonomi og statskundskab er antallet af medforfattere steget fra ca. 1,2 inden for begge fag i 1980 til henholdsvis 2,2 og 1,5 i 2013.

Spørgsmålet er, om der gået inflation i videnskabelige forfatterskaber og hvorfor? Svaret på det første spørgsmål er ja, medens svaret på ’hvorfor’ ikke er helt så klart.

Forskningens valuta er publikationer og citationer, og dem gælder det derfor om at have så mange af som muligt. For når man beregner det hyppigst anvendte performancemål for forskere – h-indexet – tæller et medforfatterskab på en artikel ligeså meget som en soloartikel, og det samme gælder naturligvis citationerne.

Undersøgelser af forskernes effektivitet tyder ikke på, at de reelt er blevet mere produktive. Ganske vist er der sket en stigning i det årlige antal videnskabelige udgivelser; men der er også sket en stigning i antallet af forskere, og i det store hele så udligner de to stigninger hinanden. Så i virkeligheden er der er tale om et nulsums-spil, hvor den eneste måde, hvorpå man kan få flere publikationer på sin liste end konkurrenterne, er ved at dele forfatterskaber på artiklerne.

Derved er der skabt nogle incitamenter for forskere, hvor det er blevet tillokkende at ‘game’ registreringstyranniet ved at dele forfatterskaber ud med (for) rund hånd – for ingen af de involverede mister noget – tværtimod. For jo flere forfattere en artikel har, jo større er sandsynligheden for, at den kommer til andres kendskab og bliver citeret.

Forskere lever med et flerægget damokoles-sværd over hovedet: Publish or perish og ingen forfremmelse uden (mange) publikationer – og ofte heller ikke eksterne forskningsmidler, hvortil i dansk sammenhæng kommer obligatorisk registrering i PURE (’Publication and Research Platform’) og opgørelse i den Bibliometriske Forskningsindikator, BFI, der bl.a. bruges til at fordele nogle af forskningsmidlerne til universiteterne.

Registrerings-tyranniet skaber perverse incitamenter og underminerer forskernes integritet og sunde fornuft

Der tælles og tælles, og man tror, at fagfælle-bedømmelse er garant for kvalitet – det er det på ingen måde. Har der været artikel-tørke et par år, vil det blive taget op ved den årlige medarbejdersamtale.

Det fører til satsning på kortsigtede projekter med hurtig artikelafkast. Mange artikler er på ingen måde lig med forskningsmæssig dybde.

Der findes ingen universelt accepterede regler for medforfatterskab – og dermed mulighed for at vurdere rimeligheden af de lange forfatterlister. Der er store forskelle fra fagområde til fagområde.

Det eneste adfærdsregulerende er forskernes eget moralske kompas og et sæt anbefalinger udarbejdet af en gruppe af redaktører for amerikanske medicinske tidsskrifter for ca. 15 år siden, som også indgår i de danske forskningsretningslinjer fra 2014: Det danske kodeks for integritet i forskning.

De oprindelige anbefalinger er den såkaldte Vancouver-protokol. Ifølge den skal en forsker have bidraget på mindst fire forskellige måder til et videnskabeligt værk for at kunne kalde sig medforfatter.

Protokollen stipulerer bl.a., at man skal have bidraget substantielt til værket, og at alle forfattere kan stå til regnskab for alle aspekter af arbejdet.

Hvis man alene leverer data, berettiger det ikke til forfatterskab, men til taksigelse i en fodnote. Man bliver jo ikke forsker ved kun være dataleverandør. Medforfatterskab skal være udtryk for en forskningsmæssig indsats.

Der er ingen sanktioner for ikke at følge Vancouver-protokollen og i kampens hede – dvs. i konkurrencen om forskningsmidler, forfremmelser og anerkendelse – blæser mange forskere derfor også på den, hvis de da overhovedet har hørt om den.

I den nævnte artikel i Nature spurgte man de 81 mest publicerende, om de havde fulgt Vancouver-reglerne. Kun 27 svarede, og hovedparten oplyste, at det havde de ikke.

Ovenstående eksempler er hentet fra den internationale forskningsscene, men hvordan står det til i Danmark? Emnet er følsomt. Enten skal man som forsker indrømme, at man har uddelt forfatterskaber til nogen, som man ifølge egen moralske overbevisning ikke var berettiget til, eller også skal man indrømme at have taget imod sådanne forfatterskaber.

En undersøgelse baseret på artikler i Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal viste bl.a., at 16-17 procent var blevet tilbudt eller havde tilbudt forfatterskab, der ikke opfyldte Vancouver-protokollen. 25 procent mente ikke, at opfyldelse af alle Vancouver-kriterierne for forfatterskab var rimelige.

Annonce

En forskningsbibliotekar blev for nylig tilbudt medforfatterskab på en videnskabelig artikel for at have hjulpet forskeren med at søge i en af bibliotekets databaser

En undersøgelse foretaget ved Syddansk Universitetsbibliotek viser, at 32 procent af de ph.d.-studerende ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet inde n for det sidste år har følt sig pressede til at tildele andre forfatterskaber på deres artikler.

Vi er også bekendte med forskere i vores egen kreds, der, efterhånden som systemets perverse incitamenter går op for dem, begynder at ’game’ det og tilbyde/kræve uberettigede medforfatterskaber på videnskabelige artikler.

Et kuriøst eksempel er, at en forskningsbibliotekar for nyligt blev tilbudt medforfatterskab på en videnskabelig artikel for at have hjulpet forskeren med at søge i en af bibliotekets databaser. Så er vi vist tættere på Las Vegas end på Vancouver.

Spørgsmålet er, om det alt sammen betyder noget?

Ja, det synes vi det gør, fordi det viser, hvordan registreringstyranniet skaber perverse incitamenter og underminerer forskernes integritet og sunde fornuft.

Og det skader ikke blot forskerne og deres selvforståelse, men også på den lange bane vores omdømme, fordi det udvander både forskerbegrebet og værdien af videnskabelige forfatterskaber.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts