Debatindlæg afarne lund

pensioneret trafikrådgiver

Pensioneret trafikrådgiver: Regeringens modstand mod kollektiv trafik ødelægger DSB

Lyt til artiklen

Hellere holde i kø på motorvej E45 end sidde i et tog, der måske er et par minutter forsinket. Og hellere sidde trangt i en skrumlende bus end betale lidt mere for togenes komfort og kortere rejsetid.

Sådan tænker mange af de tidligere jyske og fynske togrejsende, der nu har vendt DSB ryggen. Siden 2013 har DSB mistet 4 millioner rejsende vest for Storebælt.

Det er virkningen af de tiltag, regering og Folketing har gennemført, og hvor den røde tråd er forringelser og fordyrelse af den kollektive trafik, samtidig med at det bliver stedse billigere at være bilist.

DSB og Banedanmark udsultes. Årligt henter regeringen 300 millioner i DSB som ’udbytte’, og i løbet af få år beskæres Banedanmark med 1,7 milliarder kroner. Samtidig falder bilerne i pris.

Siden regeringsomdannelsen i 2016 er en mellemklassebil, f.eks. VW Golf, faldet med 50.000 kroner, og mikrobiler fås nu for 70.000 kroner. De største biler har fået det største prisfald, f.eks. er en stor BMW blevet 250.000 kroner billigere – klassesamfundet fornægter sig ikke.

Bettina Post: Jeg er et miljøsvin. Så hjælp mig dog med at lade bilen stå!

Benzinpriserne holdes kunstigt nede. I dag koster en liter 95 oktan det samme som i 2011, og den gennemsnitlige familiebil, der dengang kørte 15 km/l, kører i dag 22 km/l. Havde benzinprisen fulgt den samme stigningstakt som tog- og busbilletter, skulle benzinen i dag koste 40 kroner literen.

Trafikminister Ole Birk Olesen ærgrer sig over passagertilbagegangen – men fortier sin egen rolle i forringelserne. Det er kun to måneder siden, at han lempede reglerne for fjernbusserne, der – forudsigeligt – vil gøre indhug i DSB’s passagerandel. Til Ritzau sagde han: »Fjernbusserne har vist sig som et konkurrencedygtigt alternativ til toget«.

Til dr.dk siger Ole Birk Olesen, at »grunden til, at andre tilbud er så attraktive, er, at togene kører så dårligt – og de er meget dyre«. Også her forties det, at DSB slæber rundt på en enorm gæld efter IC4-fadæsen, at DSB har pensionsforpligtelser over for tjenestemænd, at DSB skal betale de af Folketinget fastsatte afgifter for at køre på skinnerne – ca. 6.000 kroner for at passere Storebælt med ét tog.

Ja, togene forsinkes, når der er sporarbejde. Det gør bilerne også, når en motorvej asfalteres, men det nævner ingen.

Det kan undre, at Banedanmark må totalspærre en bane, når der udskiftes spor, sveller og lignende. Dengang dobbeltsporet Tinglev-Vojens blev anlagt, kunne man godt holde et spor åbent, mens banearbejdet stod på. Det er trods den teknologiske udvikling åbenbart ikke muligt, hvad vore naboer dog godt kan klare.

Der er flere årsager til, at togdriften skranter i disse år. Udfordringerne er dog ikke større, end at de kunne overvindes, hvis ministeren så bort fra sin ideologisk betingede modstand mod kollektiv trafik.

arne lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her