Uanset hvilken saudisk myndighedsperson der gav ordre til at myrde og partere Jamal Khashoggi, troede vedkommende formentlig, at han kunne slippe af sted med det.
Mordet var ikke nogen selvmordsaktion. Det 15 mand store team slap ikke ubemærket ind i Tyrkiet. De ankom og rejste og satte sig tydelige spor under deres korte ophold i Istanbul. De optrådte frækt og selvsikkert, hvilket er et klart tegn på, at de havde prøvet det før og var professionelle lejemordere. Deres tidligere ofres identitet kan vi kun gisne om.
Saudierne havde flere grunde til at forvente, at de kunne slippe godt fra at myrde Khashoggi, og en af dem vedrører pressen. Da man endelig tilstod, at der var blevet begået et mord, skyndte journalister fra store dele af den arabiske verden at tage den saudiarabiske regering i forsvar. De vidste intet – men de skrev præcis, hvad de fik besked på at skrive. Hver gang den officielle historie ændrede sig, tilpassede de deres derefter, helt skamløst.
Og de var ikke alene.
Saudierne kunne falde tilbage på endnu en forsvarskæde, en mindre, men ikke mindre indflydelsesrig gruppe vestlige journalister, som havde brugt et år eller mere på at fortælle historien om et nyemballeret, reformvenligt Saudi-Arabien, de havde besunget de nye vinde, der blæste over ørkenen, styrets bevægende visioner og ambitioner.
Ikke et ord om forlydender om en ny brutal forfølgelse af systemkritikere, anholdelsen af kvindelige aktivister, som havde ført kampagner for kvinders ret til at køre bil, den skånselsløse massakre af civile i Yemen og den saudiskledede koalitions hemmelige torturkamre.
Når så mange journalister insisterede på at lukke øjnene, kan det ikke undre, at uanset hvem der beordrede Khashoggi myrdet, troede vedkommende, at han også ville få fribillet.
Hvorfor skulle journalister bryde deres hjerner med et enkelt dødsfald i et snusket konsulat i Istanbul, når de konsekvent havde ignoreret de tusinder af døde i Yemen og andre steder?
NGO om de mange journalistdrab: Det kollektive forsvar for pressefriheden skal øverst på dagsordenen i disse årVi mediefolk bærer derfor en del af ansvaret for dette lejemord. Hver gang vi lukker øjnene og undlader at stille kritiske spørgsmål, undersøge og afsløre tingene, er vi med til at besegle endnu et ulyksaligt offers skæbne. Vi bringer helt bevidst vores profession i vanære.
Hvem bliver den næste?
Vi ved, at det ikke er let at bedrive journalistik noget sted i verden i dag. Ikke engang i USA, der engang holdt ytringsfrihed og demokrati i hævd. Men intet kan måle sig med Mellemøsten, hvor pressefolk hele tiden er i overhængende fare.
I de syv år, der er gået siden det arabiske forår, er håbet blevet afløst af dyb skuffelse. Som jordaner har jeg oplevet tabet af civile og politiske rettigheder, og som journalist arbejder jeg nu under et hidtil uhørt pres fra myndighedernes side.
De senere år har også været de sværeste for områdets undersøgende journalister i organisationen Arab Reporters of Investigative Journalism (ARIJ), fordi magthaverne hele tiden barsler med nye uheldsvangre tiltag til at tilbageholde oplysninger, censurere medier eller tvinge dem til selvcensur, fængsle eller endda myrde folk.
Arabiske myndighedspersoner kan i dag ustraffet begå lovovertrædelser i sikker forvisning om, at de næppe bliver stillet til ansvar i deres egne lande, mens Vesten vender det blinde øje til.
USA og Europa er mere optaget af at gøre indbringende forretninger med området, bekæmpe terror og sætte en stopper for den syriske flygtningestrøm. Og offentligheden er heller ikke meget bevendt. Der er ikke den store efterspørgsel efter dybdeborende undersøgelser af dårlige og korrupte styrer. Så hellere kattevideoer og musik.
Arabiske journalister er nødt til at træffe hårde og lidet misundelsesværdige valg: De kan være for eller imod regimet, samarbejde med eller modarbejde styret.
Efter ARIJ’s mening burde medier aldrig skulle finde sig i sådanne valg. Vores rolle er at fungere som samfundets vagthunde, afsløre svigt og kræve løsninger på dem, kaste lys over uretfærdigheder og trængsler, tale de hjælpeløses og de modløses sag, holde korrupte og uduelige magthavere ansvarlige for deres gerninger.
Den politisk polariserede presse i store dele af vore dages Mellemøsten opfattes mest som en destabiliserende og konfliktskabende faktor. Det skal retfærdigvis siges, at der er sket et skred i de professionelle og etiske standarder, og vi savner seriøs selvjustits. Men det retfærdiggør ikke de forhindringer og den repression, vores reportere møder hver dag.
Professorer: Muligt drab på saudisk journalist bør få Danmark til at protestere højlydtEgypten, et land, hvor ARIJ har samarbejdet med mere end 100 journalister, har nærmest udviklet sig til et åbent fængsel under præsident Abdel Fattah el-Sissi. Der er blevet anholdt flere journalister i de sidste fem år end i hele Hosni Mubaraks 30 år ved magten.
Selv i Jordan, Vestens kæledægge, er journalister forpligtet til at være medlemmer af det statskontrollerede Jordanske Presseforbunds lukkede klub. 95 procent af alle jordanske journalister indrømmer, at de øver selvcensur.
Det er på denne dystre baggrund, at ARIJ afholder sit 11. årsmøde i Jordan, og arijanerne – som netværkets mange undersøgende journalister kalder sig – fortjener al mulig støtte og en fortjenstmedalje for den integritet og det mod og engagement, de lægger for dagen under udførelsen af deres umulige hverv i den farligste del af verden.
Vi nægter at tie og blive stående på sidelinjen. Vi vil forberede os på det værste og blive ved med at kæmpe for retfærdighed, pressefrihed, gennemskuelighed og menneskelig værdighed.
Oversættelse: Lorens Juul Madsen
fortsæt med at læse
Det kollektive forsvar for pressefriheden skal øverst på dagsordenen i disse år
-
Professorer: Muligt drab på saudisk journalist bør få Danmark til at protestere højlydt
-
Tyrkiets leder har ikke vundet hele spillet om Khashoggi – men han har taget mange stik hjem
-
De vestlige regeringer bliver nødt til at vende ryggen til den blodbesudlede kronprins – ellers kan det koste flere liv
