Arkivtegning: Philip Ytournel
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Arkivtegning: Philip Ytournel

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


24-årig mand: Jeg har aldrig været i min krop. Før jeg gik til mindfulness

Hvorfor giver vi ikke alle unge mulighed for at træne mindfulness og forebygge stress, angst og depression med videnskabeligt dokumenterede metoder?

Debatindlæg

Første gang sidder vi i en tæt cirkel. I larmende stilhed.

Jeg er der, fordi min arbejdsgiver har betalt kurset. En 24-årig mand burde måske gå til crossfit. Men der sidder jeg til mindfulness i et halvmørkt kælderlokale sammen med primært kvinder i 40’erne.

Der er brummen af snorken. Rumlende maver. En udluftningsskakt, der skratter.

»Luften forbinder os med omverdenen«, siger en silkeblød stemme pludselig.

»Så føl din vejrtrækning. Og føl din krop i nuet. Sans!«, fortsætter hun.

»Min krop? Hvorfor skal jeg føle min krop?« tænker jeg.

Min manglende sixpack? Min 1,72-meters højde? Mine behårede fødder? Og nuet? Fuck nuet. Jeg vil fremad!


Men »vi skal væk fra hovedet, hvor tankerne snurrer rundt«, siger instruktøren.

Mindfulness åbner os fordomsfrit for vores medmennesker.

»Læg jer på gulvet«, siger hun så.

De fleste har taget yogamåtten med, men jeg må låne, lidt forlegen over min mangel på spiritualitet. Vi lægger os med kinden mod kanten af yogamåtterne.

Mit eget problem bestod i, at jeg som en ko kørte mit eget opkast – mit eget brok – rundt i munden, gennem kroppen fire gange i træk, indtil jeg gylpede det i hovedet på andre

Så ruller vi hen af fladen og stønner. Som forårsruller på en glohed pande. Vi rejser os i en fælles solhilsen. Mærker lilletåen, hænderne og bugspytkirtlen og trækker vejret roligt med udluftningsskakten.

»I en ånd af venlig, accepterende og selvforglemmende opmærksomhed«.

Det er mindfulness i én sætning, får vi at vide. Og jeg føler pludselig, at de tomme kalorier i min krop er skiftet ud med ro. Det er, som om lokalet, lydene er blevet smukkere.

Der var kroppen. Nu sindet.

»Åbn dit hus«, siger den silkebløde stemme.

»Åbn dit hus for småligheden, egoismen og hadet. Iagttag det. De negative følelser kommer som vinden. De kan svulme eller falme. Mærk dem, som de kommer ind i dit hus. Og husk: De bliver der ikke, hvis din dør er åben, så de kan komme ud«.

Og ååånd ud. »Lad dem forlade dit hus igen«.

Mindfulness handler om at iagttage regnen og suge solen til sig. Du kan ikke klynke regnen væk. Men du kan klynke så meget, at problemerne regner ned over dig. Og du kan suge solen med alt, du har. Og nu, efter 10 timer med den silkebløde stemme, elsker jeg det.

Mit eget problem bestod i, at jeg som en ko kørte mit eget opkast – mit eget brok – rundt i munden, gennem kroppen fire gange i træk, indtil jeg gylpede det i hovedet på andre. Min modvilje over for mindfulness bundede i alt det, som mindfulness ikke er: nejhatmentalitet, kropsforskrækkelse og historien om mig selv.

Jeg mener nu, at mindfulness faktisk burde være go to-behandlingen for især unge.

Gennem lodtrækningsforsøg har man fundet ud af, at mindfulness er lige så effektivt som antidepressiver. Prisen for behandling er pinligt lav til sammenligning. Og man slipper for bivirkningerne: kvalme, diarré og andet skidt, ifølge Center for Mindfulness.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Så nu spørger jeg bare: Hvorfor giver vi ikke alle unge mulighed for at træne mindfulness og forebygge stress, angst og depression med videnskabeligt dokumenterede metoder? Når dårlig trivsel er så stort et problem blandt unge, og vi for små penge kan give unge et redskab til selv at håndtere livet, så forstår jeg ikke, at titusindvis af unge får lykkepiller? Hvorfor har unge ikke et frit valg mellem mindfulness og lykkepiller? Og hvorfor får unge først behandling, når de er så dårlige, at de har brug for en psykolog eller psykiater, når mindfulness faktisk kan forebygge?

Vi lever i et ungdomshus, hvor der blæser rigeligt med rådne vinde. Instagram gør huset lavloftet og får os til at forestille os selv i en anden udgave. Facebooknarkomanien gør os fjerne for vores nærmeste og nære for vores fjerneste. Og vi stirrer os blinde på, hvordan kroppen ser ud, i stedet for blot at mærke kroppen.

Mindfulness er alt det modsatte. For nylig talte jeg i en bar med en pige, som fortalte, at hun havde gået til fitness i 7 år.

»Okay«, sagde jeg.

»Jeg har aldrig været i fitness. Jeg går til mindfulness«. 20 sekunder efter var hun smuttet.

Hvorfor skal mental veltrænethed og velbehag i lilletåen være usexet? Har vi ikke rigeligt fokus på det ydre og uopnåelige?

I min optik har vi brug for et ungdomshus med »en ånd af venlig, accepterende, selvforglemmende opmærksomhed«.

Med regn, der kommer og går med vinden. Med silkebløde stemmer. Og unge, der nyder solen med alt, de har.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce