Gamer-universet har været en øjenåbner for Maren Ottar Hessner, der her på billedet er sammen med sin 14-årige søn Elias til et E-sports stævne på Fyn.  Privatfoto

Gamer-universet har været en øjenåbner for Maren Ottar Hessner, der her på billedet er sammen med sin 14-årige søn Elias til et E-sports stævne på Fyn. Privatfoto

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mor til en gamer: Jeg elsker at følge min søns spilverden. Gid flere forældre gjorde det samme

Jeg ville ønske, at flere forældre turde være nysgerrige i forhold til deres børns spilverden og ikke kun begrænsede deres skærmtid. Den vej er jeg gået, og det har styrket mit forhold til min søn.

Debatindlæg

Xyp9x <Sypix> sniger sig mellem de beskudte huse. Han bliver ramt i armen og tager skade. Men han har fået information til resten af Astralis-holdet. Kort efter bliver to af Team Liquids spillere ramt, Astralis får overtaget og vinder runden.

Jeg sidder i Fyns Arena med 5.000 andre og er ved at gå til af spænding. Det rent danske hold Astralis, spiller Counter Strike finale mod det canadisk-amerikansknull-brasilianske Team Liquid i ligaen ESL Pro. Det har været et godt år for Astralis, der ikke alene har chancen for at vinde ESL ProLeague. De kan opnå en grand slam som det første hold i historien.

Da vi kører hjem, falder Elias i søvn i bilen. Jeg er glad for, at vi har oplevet et stort øjeblik i e-sporten sammen. Faktisk nærmest lykkelig

Jeg er her, fordi min dreng Elias på 14 er gamer. Elias spiller computerspillene Counter Strike, Overwatch og andre First-person shooter-spil. Tidligere var det ét fedt for mig. Min dreng spillede meget computer på sit værelse. Han havde for meget skærmtid, hvilket han til dels stadig har. Men det skulle begrænses, og det var udelukkende sådan, jeg forholdt mig til det. Nu er noget ændret, og han har det ikke kun for sig selv. Nu deler han noget af den verden med mig.

Min dreng og jeg er som ild og vand. Hvor han er introvert, er jeg ekstrovert. Han kan gå en hel dag næsten uden at sige noget. Jeg bliver småskør uden samtale. Smalltalk er det værste, han ved, mens jeg holder af at småsnakke med naboer.

Han har sjældent venner med hjem. Jeg fylder gerne huset med veninder. Når jeg vil ud at opleve, vil han helst være hjemme. Det kræver mange kompromiser på ferier og i hverdagen. Særligt da vi i mange år har været alene det meste af tiden. Vi har hinanden. Og vores katte. Det er ofte rigeligt for Elias. Og nogle gange utrolig ensomt for mig.

På et tidspunkt overgav jeg mig. Jeg fandt ud af, at spurgte jeg ind til spillet, begyndte Elias at fortælle. Der gik hul på noget, og efterhånden kom han spontant og fortalte, hvordan sidste kamp var gået. Jeg var blevet lukket ind på værelset!

En dag stod jeg for en debat om digitale medier. Jeg spurgte Elias om råd, og vi talte i flere timer om sociale medier, forskellige platforme, sammenhængen mellem fællesskaber på nettet og i ’den virkelige verden’. Sjældent har jeg været så godt forberedt som ordstyrer. Men det bedste var, da jeg kom hjem: For første gang spurgte Elias, hvordan det var gået på arbejdet. Jeg fortalte, han lyttede og kommenterede. Der var en ny dialog imellem os.

Tilbage i salen er jeg faldet i snak med en far til en anden dreng. Begge vores drenge skal på efterskole næste år, begge på skoler med e-sport-linjer. »Min dreng holdt pludselig op med at spille fodbold. Og nu er det e-sport det meste af tiden. Jeg synes, man bliver nødt til at interessere sig for det. Men jeg forstår ikke meget af, hvad der foregår. Mine reaktioner kommer altid efter resten af publikums«, sagde han.

Jeg nikker og fortæller, at jeg har fået håndtryk og autografer af nogle af verdens bedste spillere, og det er stort for mig!

Elias er ikke optaget af autografer og stjernedrys, som jeg er. For ham er det spillet, det gælder. Jeg tager billeder, snakker med folk, henter mad og holder pladser til næste kamp. Jeg morer mig over den alenlange kø til herretoilettet, og at der ingen er hos damerne.

Jeg er underholdt af menneskemylderet, skærmene med interview med spillerne og reklamer for ’Odense – the Tech Capital of Europe’. De tekniske uddannelser forsøger at sælge varen på messen udenfor.

»Spillerne kan blive nogle af de bedste jagerpiloter«, siger faderen til den 15-årige. »Det er derfor, de også er her«.

Elias Går roligt rundt roligt rundt og ser på messen. Når jeg spørger, hvordan han følger med i spillet, forklarer han: »I Counter Strike er det ikke så meget om, hvad man gør, men hvor man er«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det viser sig at være en god nøgle, og da vi igen er bænket i salen, bliver min oplevelse mere intens. Det er nemmere at følge spillet og se, hvor utrolig dygtige spillerne er. Ikke kun til at skyde modstanderen. Langtfra. Men til at bevare overblik, arbejde sammen, udveksle information, hjælpe, når én er i vanskeligheder, reagere på få dele af et sekund og anerkende hinanden.

Computerspilleren på 13 år: Forældre skal slappe af med Fortnite

Tilbage i finalen er Astralis i vanskeligheder. De har tabt tre runder, og jeg ser nervøst på Elias: »Hvor mange runder er de Counter Terrorists?«.

»15«, svarer han.

»Åh nej! Måske er de ikke gode som Counter Terrorists på dette kort?«.

Elias holder mit blik fast: »Det går godt, mor! De gør det godt!«.

Jeg skal til at indvende, men ser i hans øjne en dyb forståelse af spillet. Kort efter har Astralis arbejdet sig til en ny bølge af vinderrunder.

Intet, i nyere tid i mit liv, kan måle sig med det brøl, der udbryder, da Astralis endegyldigt afgør kampen. Sang, ’Let’s go Astralis’, fyrværkerikanoner, musik, konfetti – alt bryder løs! Det er stort, det her! Astralis har vundet på hjemmebane! Astralis har lavet en grand slam, det er det største resultat i Counter Strike hidtil. Sammen med resten af publikum står Elias på stolen og klapper. Begejstringen lyser ud af ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Spilforskeren: Laver de deres lektier? Går de tur med hunden? Så er Fortnite ikke et problem

Da vi kører hjem, falder Elias i søvn i bilen. Jeg er glad for, at vi har oplevet et stort øjeblik i e-sporten sammen. Faktisk nærmest lykkelig.

Jeg ønsker, at flere forældre får den oplevelse. At de tør være nysgerrige i forhold til deres børns spilverden og ikke kun begrænser skærmtiden. Det har været en øjenåbner for mig og givet mig en værdifuld ny dimension i relationen til min søn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce