Der er ikke så meget at rafle om. Når de sociale mediers elendighed udbasuneres af en af de personer i Danmark, der med garanti ikke bruger Twitter, Google, Facebook, Instagram, Snapchat, Meetup, Reddit eller Pinterest, så ved vi, den er gal. '
Jeg tænker naturligvis på Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Og pyt med, at hun som bekendt heller ikke får sin post fra det offentlige med NemID. Det skal selvfølgelig ikke afholde hende fra i sin nytårstale at mene det samme som alle andre. Nemlig at de sociale medier er roden til ganske megen dårligdom i dagens Danmark.
Som et sort hul sluger de vores energi, nærvær og accelererer en idiotisk kendiskultur. ’Se på mig’, sagde dronningen vist.
Der går næppe en dag uden en bogudgivelse om digital dannelse, om behovet for at koble af, gå offline eller om, hvordan vores hjerner skrumper i mangel på ordentlig næring. For hvorfor læse Dostojevskij, Mann eller Pontoppidan, når man kan følge Justin Bieber og Mascha Vang? For det var jo det, vi læste, før vi begyndte at se på den ene ligegyldige opdatering efter den anden. Ikke sandt?
Nu er dronningen begrænset både af rammerne for det konstitutionelle monarki og af de afmålte 15 minutter, hun taler til nationen på årets sidste dag. Men klagesangen over de sociale medier stopper ikke ved det nære og majestætens løftede pegefinger. Morgenavisernes debatsider er lavteknologiske rugekasser mod it-giganterne. På Christiansborg er techskepsis en genvej til at lyde eftertænksom, nærmest klog. Den får ikke for lidt. Groft sagt kan man sige, at de sociale medier er under fire anklagepunkter:
Opinionsredaktør: De professionelle debattører har magten, men bare rolig: Borgernes perspektiv er både vigtigt og populærtFor det første underminerer de demokratiet. Den offentlige samtale er blevet opdelt i ekkokamre, hvor ingen lytter til hinanden. Det forstærkes af de sociale mediers indbyggede klikdynamik, der fremmer ekstreme synspunkter. De, der råber højest, får mest opmærksomhed. Sur, surere, surest. I tilgift betyder den uoverskuelige struktur, at det er let at sprede misinformation, eksempelvis som russernes håndsrækning til Donald Trump op til det amerikanske præsidentvalg.
Og som de danske efterretningstjenester advarer mod, det kan ske op til det kommende folketingsvalg. Vi så en forsmag på det, da netmediet altinget.dk afslørede, at flere falske profiler gennem de seneste måneder er blevet brugt til at sprede absurde påstande om FN’s migrantpagt.
For det andet har de sociale medier koncentreret en uhyrlig magt. Det gælder ikke mindst Facebook, der har langt over 2 milliarder brugere. Alene i Danmark har omkring 80 procent af befolkningen en Facebook-profil. Størrelsen betyder, at det reelt er umuligt for nye aktører at komme ind på markedet. Et marked, der vel at mærke er enormt og uhyre profitabelt. Kernen i butikken er salg og udnyttelse af brugernes data. Så jo mere vi bruger de sociale medier, jo mere data opsamles.
Der er en grund til, at det hedder en smartphone. I USA sammenlignes de store techvirksomheder med de monopoler, som skruppelløse og visionære kapitalister som John D. Rockerfeller opbyggede i slutningen af 19. århundrede. Monopoler, som blev opløst, fordi de udgjorde en trussel mod den frie konkurrence, og i en amerikansk optik også en trussel mod det frie samfund.
For det tredje er de sociale medier parasitære. Faktisk dobbeltparasitter. Hvilket godt nok lyder klamt. På den ene side betaler de konsekvent ikke skat i de lande, de opererer i. På Skatteministeriets liste over de 100 største danske selskabsskattebetalere optræder ingen techvirksomheder. På den anden side lever de af at lukrere på andres indholdsproduktion. Det gælder et medie som YouTube, der giver os alle sammen adgang til musik. Gratis for os. Men for kunsterne et tab af indkomst. Og indtil aviserne vågnede op til dåd og en ny virkelighed, delte de glad og fro stort set hele deres indhold kvit og frit. Bundlinjen er, at de sociale medier ikke bidrager. Til fællesskabet eller til at skabe nyt indhold.
For det fjerde er der, hvad vi i mangel af bedre kan kalde dronningediskursen. Altså hele bekymringen for, hvordan de sociale medier i deres essens er antisociale, fordi de isolerer os mere end samler os. Alle sidder foran deres egen skærm. I deres egen virkelighed. Vores børn og unge udsættes for cyberspacemobning i et omfang, der er svært at forstå for mennesker, som kan huske, at Poul Thomsens hund hed Balder.
Vores kollektive evne til koncentration og fordybelse eroderes dagligt og nådesløst i skæret fra skærmenes blålige lys. Overfladiske værdier som berømmelse og opmærksomhed, hvor dyrekøbt den end måtte være, er blevet vigtigere end evner, stamina og finesse.
Noa Redington: Hvorfor er det lige, at danskhedens nidkærhed stopper ved de mandlige kønsorganer?Det er i sandhed fire meget kraftfulde anklager, de sociale medier står over for. Særligt når det hele æltes sammen i samme bolledej. Surdej. Jeg forstår absolut bekymringerne, punkt for punkt. Men med fare for at snylte på statsministerens udtrådte billedsprog er det også tankevækkende, hvordan vi er havnet et sted, hvor vi kun fokuserer på bagsiden af medaljen. Glemt er forsiden.
I min optik er det indiskutabelt, at de sociale medier har et emancipatorisk potentiale, fordi de binder mennesker sammen. Hurtigt, billigt og let. De udfordrer de kendte hierarkier, autoriteter og privilegier. Det må nødvendigvis skabe friktion. Præcis som andre store informationsteknologiske landvindinger, mest oplagt er naturligvis Gutenbergs trykpresse, som fjernede kirkens nærmonopol på viden. Der er absolut problemer med fake news. Men de opvejer på ingen måde det faktum, at mennesker i hele verden har fået adgang til viden, lærdom og læring i et omfang, der ikke er set tidligere i menneskehedens historie.
På samme måde er det vigtigt at holde fast i proportionerne, når vi ser på de andre anklagepunkter. Selvfølgelig skal tech-virksomheder betale skat på linje med andre virksomheder. Det er bare ikke et problem, der knytter sig til et særligt hjørne af markedsøkonomien. Det knytter sig til en manglende regulering af globaliseringen. Ditto med de store virksomheders markedsmagt. Der er noget om snakken. Der er sjovest i Silicon Valley. Men også her kan vi glæde os over det europæiske samarbejde, der faktisk har vist en evne til at udfordre store amerikanske selskaber. Og hvorfor skulle det amerikanske demokrati ikke evne at slå igen? Før eller siden.
Ligeledes lærer vi at leve med sociale medier, præcis som vi lærte at leve med det store envejsmedie, der hedder tv. Hvor sundt var det egentlig, at vi i 2008 i gennemsnit tilbragte 2 timer og 39 minutter ved billedkommoden, som DR så frejdigt kaldte det? Altså dengang nogle ganske få aktører bestemte, hvad vi skulle se og hvornår. Og hvordan var det nu med ungdommen. Den har da altid været indskrænket, selvoptaget og overfladisk, lige indtil den blev midaldrende.
Så jo, det kan godt være, at verden er af lave. Men det er ikke de sociale mediers skyld. Alene.
fortsæt med at læse
