Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Inger Støjberg stod selv for de første håndtryk, da 9 udlændinge modtog dansk statsborgerskab.
Tegning: Roald Als/POLITIKEN

Inger Støjberg stod selv for de første håndtryk, da 9 udlændinge modtog dansk statsborgerskab.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forfatter og officer: Politikerne har reduceret statsborgerskabs-ceremonien fra noget ophøjet og smukt til et simpelt bonderitual

Den nye statsborgerskabsceremoni er vældig dansk, men den mangler i den grad format.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skik følge eller land fly. Således lyder det gamle ordsprog, der findes i mange varianter på mange sprog og i mange kulturer.

I Danmark giver vi hånd til hinanden på tværs af kønnene. Håndtrykket bruger vi i dag mest til at hilse på hinanden, mens det tidligere traditionelt blev brugt til at besegle en pagt eller en aftale. »Så giv da hinanden hånden derpå«, siger præsten stadig i kirken under vielsen.

I forbindelse med den første håndtryksceremoni under tildelingen af dansk statsborgerskab, gjorde Inger Støjberg det klart, at det var i lige præcis det øjeblik, at man trykkede (hendes) hånd, at man blev dansk statsborger.

Håndtrykket er hermed ophøjet til et ritual der markerer overgangen fra det tidligere statsborgerskab til det danske.

For mange mennesker er det en harmløs ting at trykke et andet menneskes hånd – upåagtet om det er en af samme køn eller ej. Men for nogle er det – for nu at bruge et ord der er meget oppe i tiden – næsten krænkende.

Inden vi kommer til diskussionen om, hvorvidt det er fair, at de så må land fly, hvis ikke de trykker hånd, synes jeg, at den almene dansker bør vide, at i mange kulturer – ikke kun i Mellemøsten – er det unormalt, at mænd og kvinder trykker hånd. Det er sandt, at mange mænd ikke anerkender kvinder som ligeværdige og derfor heller ikke vil trykke dem i hånden. Men det er også sandt, at mange mænd og kvinder er opdraget således, at det er grænseoverskridende, hvis en mand rører ved en kvinde – uanset hvor på kroppen det er.

Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke er begejstret for, at håndtrykket nu er en tvungen del af ceremonien i forbindelse med tildelingen af det danske statsborgerskab. Men jeg vil samtidig også gerne indrømme, at jeg bifalder og opfordrer alle udlændinge til at give hånd, når de er i Danmark, hvis de vil opfattes som danske.

Jeg er dog imod håndtrykket som en del af ceremonien, fordi det i min optik bevidst er bragt i spil for at kunne iscenesætte et ’dem’ og et ’os’. De fremmede, der ikke ønsker at give hånd, er ikke ligesom os.

Det giver igen højrefløjen en platform, hvorfra den kan udbasunere sit synspunkt om, at islam er en undertrykkende religion med et middelalderligt kvindesyn. Og ja, det passer for nogens vedkommende, men det gælder naturligvis ikke størstedelen.

Du kan generalisere, og det gør næsten alle. Men du kan ikke generalisere alle, og det gør næsten ingen. Heldigvis.

I stedet for at give hånd til Inger Støjberg så jeg hellere, at de nye danskere lagde deres hænder på et eksemplar af Grundloven

I stedet kunne vi for en gangs skyld lære noget af amerikanerne. De har i over 200 år brugt stort set den samme ed, der sværges til deres forfatning, når de tildeler udlændinge amerikansk statsborgerskab.

I stedet for at give hånd til Inger Støjberg så jeg hellere, at de nye danskere lagde deres hænder på et eksemplar af Grundloven og udtalte de ord, de skriver under på, inden håndtrykket, hvor de forpligter sig til at ville følge dansk lovgivning og respektere danske myndigheder.

Eller endnu bedre: Da Danmark jo er et konstitutionelt monarki og ikke en republik, kunne man forestille sig en ceremoni, hvor de nye danskere fik foretræde for regenten, knælede - mens de fik læst og påskrevet, hvad der nu forventes af dem som danske statsborgere - og rejste sig som danske statsborgere. Se det ville være et ritual!

Men nej, den slags format har vi ikke. Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har i mine øjne behændigt reduceret statsborgerskabsceremonien fra noget ophøjet, ceremonielt og smukt til et simpelt bonderitual, hvor hvert håndtryk mellem en fremmed og en borgmester fremover blot vil være et udtryk for en dividende, der udbetales til disse partiers vælgere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er måske i virkeligheden meget dansk.

På arabisk lyder pendanten til det ordsprog der indledte artiklen: ’Darhum ma damt fi darhum’. Det kan oversættes til ’Det er deres verden, så længe du færdes i den’.

Det kan naturligvis bruges som argument for, at så skal man også give hånd. Men måske er problemet i virkeligheden, at mange arabisktalende ikke oplever, at de bliver accepteret som danskere og dermed ikke færdes på lige fod med etniske danskere i samfundet – håndtryk eller ej.

Det er naturligvis en anden og langt større problemstilling, som det ville klæde politikerne at give hinanden håndslag på at forsøge at løse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden