0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Historiker og skoleskibs--direktør i sin nytårstale: Jeg tror ikke på, at 2019 bliver et godt nyt år

2018 har givet os bunker af eksempler på, hvorledes angst og et dårligt indrettet samfund giver en debat og en samfundsforståelse, hvor vi slet ikke kan se de reelle problemer for larmende ligegyldigheder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/POLITIKEN
Foto: Anne-marie Steen Petersen/POLITIKEN

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære dansker, kære medborger

Jeg vil begynde med at ønske dig et godt nytår. Ønsket er helt oprigtigt, men jeg tror, for at være helt ærlig, ikke, at det næste år bliver særlig godt, uanset om jeg ønsker det eller ej. For når jeg ser tilbage på det år, der er gået, har der ikke været megen grund til at tro på en bedre fremtid.

Tag nu f.eks. den allestedsnærværende diskussion af flygtninge og indvandrere. Min grundopfattelse af os danskere er egentlig, at vi i det store hele er godt opdragede og langt hen ad vejen fornuftige mennesker. Når man ser danskere møde indvandrere i hverdagen, så foregår det jo også ganske civiliseret. Jeg bor på Nørrebro, og i modsætning til, hvad man skulle tro, hvis man følger lidt med i medierne, er her rimelig fredeligt. Folk køber mælk i Fakta og afleverer deres børn i skole, uden at vi i hverdagen tænker over, om det er Ali eller Allan, der løber for at nå bussen.

Men når jeg læser avis, tegner der sig et langt grummere billede. I et Danmark, hvor alle små piger med en nål får prikket huller i ørerne, og makeup-, fitness og tøjfirmaer sluger gigantiske andele af det danske privatforbrug, så føler vi som fællesskab, at det alligevel er bydende nødvendigt at sætte politi og retssystem til at bekæmpe et par kvinder i burkaer for at begrænse social kontrol! I et Danmark, som roser sig selv for være et retssamfund, så synes vi, at den mest hensigtsmæssige måde at håndtere kriminelle indvandrere på er at sætte dem i en lejr på en ø, som på afstand nemmest kendes på en krematorieskorsten.

I året, der gik, har vi talt mindst lige så meget om muslimers hovedbeklædning og håndtryk som om klimaproblemer

I forbindelse med lejren på øen er der nogle, som har sammenlignet udviklingen med Nazityskland, hvor de også havde noget med lejre, hvilket har udløst fornærmede kommentarer fra lejrtilhængerne, som søreme ikke vil sammenlignes med nazister. Og selvfølgelig er der forskel mellem Lindholm og Buchenwald, men det afgørende er, at hvis du besøgte en lille by syd for Flensborg i 1933, så ville man der også overvejende finde civiliserede og rare mennesker, som behandlede den lokale herr Meyer høfligt til hverdag, købte mælk og afleverede deres børn i skole.

Men i stemmeboksen og i den politiske debat var der både dengang i 1933 og nu en dominerende logik, som skubber hverdagens rolige fornuft til side for til gengæld at stemme på en samfundslogik, hvor lejre, beklædningsforbud og håndtryksstvang pludselig er, hvad vi som fællesskab ganske simpelthen er nødt til at gøre. Vi er tvunget til det for at overleve, lyder det.

Helt nede i kernen af den logik ligger angsten. Vi er bange for den kultur, vi ikke forstår. Vi er bange for de fremmede, som taler et sprog, der ikke er vores.

Og angsten er blevet toneangivende, ikke bare i diskussionen om integration, men efterhånden i hele samfundsdebatten. Angsten for Sydkorea gør, at vi er nødt til at lave vores folkeskoler om til medarbejderfabrikker. Angsten for russerne gør, at vi er nødt til at opruste vores militær og lave statslige organer, som definerer sandheden på nettet. Angsten for terror gør, at vi må styrke det hemmelige politi og etablere overvågning overalt. Angsten for Kina gør, at folkepension, dagpenge og andre velfærdsydelser må skæres ned, så konkurrenceevnen kan bevares. Det væsentlige er ikke, hvad vi er bange for, men at vi hele tiden holdes grundangste.

Når formålet med politik ikke længere er at skabe et lykkeligt samfund for os og vore børn, men i stedet bliver at beskytte det uperfekte samfund, vi har, mod mere eller mindre indbildte trusler, så er det, at lejrene begynder at snige sig ind på os, og venlige, anstændige mennesker tager uhyrlige kollektive beslutninger.

Vi kommer til at gå i panik over bakterierne i indvandrernes skæg, samtidig med at klodens temperatur lægger an til at stige endnu et par grader

Problemet med angst eller frygt som drivkraft er, at godt nok gør frygt mennesker eller samfund handlekraftige, men den form for handlen, som kommer ud af panik, er ikke nødvendigvis rationel. I året, der gik, har vi talt mindst lige så meget om muslimers hovedbeklædning og håndtryk som om klimaproblemer, og det er altså et udtryk for en panikbaseret mangel på proportionssans. Og det er jo ikke, fordi, der egentlig mangler rigtige problemer, som menneskeheden kan kaste sig over.

2018 har givet os bunker af eksempler på, hvorledes angsten og et dårligt indrettet samfund giver en debat og en samfundsforståelse, hvor vi slet ikke kan se de reelle problemer for larmende ligegyldigheder som burkaer, politikerpensioner, ulveinvasioner, gyldne håndtryk og hvem, der vinder bagedysten. Vi er som fællesskab blevet stressede af for mange ligegyldige detaljer, så vi farer rundt som forvildede høns, der stadig er bange for ræven, mens vi bliver kørt til fjerkræslagteren.

Politik handlede fra begyndelsen om, hvordan mennesker kunne leve sammen i det fællesskab, som en græsk bystat var, og sådan burde det stadig være. Politik burde handle om, hvordan du og jeg lever sammen i det her samfund. Ikke fordi nogen truer os eller vil ødelægge vores liv, men fordi vi er mennesker og derfor kan drømme om et bedre liv sammen. Den samfundsforståelse, hvor meningen med det fælles ikke er at drømme og leve sammen, men udelukkende at undgå et forestillet mareridt, kunne man – hvis man skulle omsætte det til politikersprog – jo f.eks. kalde konkurrencestaten.

Og det er i sidste ende derfor, at jeg ikke rigtig tror, at 2019 faktisk bliver et godt nyt år. Det mest sandsynlige er, at vi som fællesskab rider videre på angsten frem mod den afgrund, som verdens rigtige problemer faktisk udgør. Vi kommer til at gå i panik over bakterierne i indvandrernes skæg, samtidig med at klodens temperatur lægger an til at stige endnu et par grader. Vi kommer til at kegle helt ud over, hvem der deltager i ’Vild med dans’, samtidig med at vi for vores ’truede’ trygheds skyld undergraver borgerrettigheder og demokrati lige en tand til. Og vi får en ny regering, som uanset farven på den nye statsministers valgplakater med garanti bliver et sted mellem blå og sort og i hvert fald under ingen omstændigheder hverken rød eller grøn.

Og jeg ved godt, at det ikke er sådan, man gør i sådan en nytårstale. Det er både knarvornt og jeronimusagtigt at påpege problemer og være negativ, og det ville da også være både nemmere og sjovere at påpege, hvorledes problemerne kunne løses med et skægforbud, højere straffe for bedrageri, skattelettelser til de fleste og offentlig pryglestraf til kulturradikale og andre mindretalsforkæmpere, og så finansiere det hele, ved at indvandrere, offentligt ansatte, arbejdsløse og københavnere skal betale en ny skat – vi kunne jo kalde den en undermenneskeskat. Det ville være både nemmere og sjovere – og jeg ville sikkert ret hurtigt blive minister eller i det mindste få en fast klumme i BT, men det ville være noget populistisk vrøvl.

Vejen til et godt nytår går gennem besværlige og ubehagelige løsninger på komplicerede og vanskelige problemer. Der skal ydes økonomiske ofre, og der er intet, der tyder på, at verden bliver tryggere af det. Det kommer til at kræve arbejde af os alle, og resultaterne vil ikke komme på kort sigt. Men først og fremmest kommer vejen fremad fra, at vi tør drømme sammen. Drømme om, hvordan samfundet burde være indrettet, og hvordan vores fællesskab kan blive fornyet og forbedret. Drømme om en bedre og mere retfærdig verden og ikke bare være angste for at miste den verden, vi har vænnet os til, og de goder vi har fået raget til os.

Og selvom det måske somme tider kan være svært at se, så er der jo også kræfter rundtomkring, som prøver at forandre verden og tænke fremad. Ofte bliver de latterliggjort som utopister, drømmere eller kugleskøre, men spørgsmålet er, om det utopiske ikke er at forvente, at den måde samfundet fungerer på i øjeblikket, kan fortsætte uændret. Så hvis vi tager hovedet op af busken, slukker for fjernsynet, tager ansvar og holder op med at tro, at den måde verden er indrettet på, er den eneste mulige, så er der måske håb om et godt nytår.

Og selvom jeg ikke nødvendigvis tror på det, så håber og ønsker jeg det, for hvis vi ikke gør det, så kan kun Gud bevare Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts