Debatindlæg afTorben Nybo

Lektor, cand.mag.

Man skal lære at gå på museum, og det kan tilsyneladende være til gene for andre. Men selvfølgelig skal der være plads til det på danske museer.

Lektor forsvarer børn på museer: Mine børn har helt sikkert løbet mere rundt, end nogle brød sig om, til gengæld kan de værdsætte Asgers Jorns farver

Lyt til artiklen

Der er ikke noget som at blive belært om, hvordan man er en god forælder. Specielt ikke når det er af folk, der øjensynlig ikke har børn selv. Senest er det Rikke Bergmann, der med sin bachelor i litteraturvidenskab gør sig til dommer over, hvordan man – og specielt børn – skal opføre sig på museum.

Ivrig museumsgæst: Hvor er de forældre, som skal holde styr på deres larmende børn?


Som en af dem, der af og til tager sine børn med på museum, vil jeg da gerne have lov til at sige undskyld på vegne af alle forældre og andre afvigere, som ikke opfylder de specifikke krav til, hvordan man opfører sig på et museum.

Det er, som om nogle mener, at kunst er mere til for voksne end for børn. Men hvor står det henne, og hvor står de regler, forfatteren så nidkært refererer til? Hvor står det, at man skal tale sagte? Er det mon ikke biblioteker, der henføres til?

Misforstå mig ikke. Hvis et barn – eller en voksen for den sags skyld – råber inde midt i et udstillingsrum, virker det som regel aparte. Det mindes jeg dog ikke at have oplevet personligt. Selv om jeg ofte har haft lyst til at råbe selv, men af helt andre årsager, og nok oftest af personer med en meget snæver opfattelse af, hvordan man opfører sig i offentligheden.

Cepos: Nej, danske museer er ikke en god forretning

At tage et barn med på et museum kan være en vidunderlig oplevelse. Mine børn er af deres mor (og ofte mig som påhæng) blevet slæbt med på ugentlige museumsbesøg, siden de var spæde. Og det at være på museum er som så mange ting noget, man skal vænne sig til. Ligesom man skal vænne sig til sure museumsgæster, der tror, at udstillingen kun er til for dem og deres snævre opfattelse af virkeligheden. Mine børn har da helt sikkert løbet mere rundt, end nogle brød sig om (men Skulpturgaden på SMK indbyder nærmest til hurtigløb). Og de har sikkert også ødelagt et billede taget til Instagram ved at træde ind foran fotografen. Men sådan er livet sgu nogle gange.

Til gengæld kan de i dag spotte en Jackson Pollock og sætte pris på Asger Jorns farver og dyremotiver. Og så ved de ligesom alle andre danskere, hvad der er det vigtigste på et museumsbesøg: et smut forbi cafeen!

Torben Nybo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her