Forrige søndag spurgte to læsere i Politiken, om Socialdemokratiet egentlig støtter integration eller assimilation af indvandrere. Det sker i forlængelse af en debat om, om vi kan forvente, at unge med indvandrerbaggrund har hørt om Kim Larsens død.
Det kan hurtigt blive til en tom diskussion af begrebernes betydning. Lad mig derfor være konkret. Familier fra Mellemøsten er opvokset med andre måltider på tallerkenen. Her håber jeg, at de vil kunne inspirere det danske køkken. Ligesom jeg håber, de kan finde glæde ved danske rugbrødsmadder. I den forstand støtter jeg kulturel integration.
Men der er også familier fra Mellemøsten, som er vokset op med et reaktionært syn på kvinder og en opfattelse af, at religiøse regler står over lovgivning.
I den forstand er jeg tilhænger af assimilation til ligestilling og demokrati. Alt det tror jeg hurtigt, vi kan blive enige om.
Det interessante spørgsmål er derfor: Kan vi forvente mere tilpasning, end vi kan forlange af hinanden i lovgivningen? Er det nok bare at overholde lovgivningen og betale sin skat? Eller kan vi også forvente en interesse og deltagelse i det samfund, man bor i? Mit svar er ja.
Mattias Tesfaye: Jeg bliver bekymret, når jeg møder teenagere med udenlandsk baggrund, der ikke har hørt om Kim Larsens død, flere dage efter at det er sketDerfor bliver jeg bekymret over en stigende social og etnisk adskillelse i samfundet. Det kan måske være bekvemt, men det er ikke særlig gavnligt, at vi vender ryggen til hinanden. At vi bor adskilt. At børnene går i skole hver for sig. At befolkningen har stadigt færre fælles kulturelle referencerammer.
Socialdemokratiet vil ikke forbyde YouTube og arabisk fjernsyn. Men vi vil gerne styrke public service. Vi vil ikke tvinge folk til at bo bestemte steder. Men vi vil gerne bruge lovgivningen til at understøtte blandede boligområder.
Ligesom vi ønsker politiske indgreb, der fordeler børn i dagtilbud, skoler og gymnasier. Vi synes faktisk, samhørighed i befolkningen er vigtigt. Det er ikke nok, at vi er statsborgere med juridiske relationer. Vi ønsker også medborgere med kulturelle relationer.
Når unge ikke har hørt om Kim Larsens død, er det derfor udtryk for et svaghedstegn i samfundet. At så mange debattører og meningsdannere blot har hån og latterliggørelse tilovers for sådan en konstatering, fortæller mig blot, at folk, der har deres på det tørre, ikke altid forstår betydningen af samhørighed og fællesskab.
fortsæt med at læse
