Foto: Mads Nissen
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mattias Tesfaye svarer igen på Politiken-leder: Først fordrejer I mine holdninger, og derefter kalder I de påståede holdninger for afstumpede

Lad mig blot slå fast: Socialdemokratiet foreslår ikke at tvangsfjerne børn i udrejsecenter Sjælsmark. Det har jeg aldrig sagt. Vores holdning er, at myndighederne må styrke opmærksomheden på børnene.

Debatindlæg

Tirsdag 8. januar fik jeg hovedrollen i avisens leder ’Børn som gidsler’ omkring de afviste asylansøgere på Sjælsmark. Jeg blev lidt trist, da jeg læste den. Først fordrejer avisen mine holdninger. Derefter står der, at de påståede holdninger er skammelige, absurde, inhumane og afstumpede. Tak for kaffe.

Hvad med de sjældne tilfælde, hvor forældrene på Sjælsmark ikke evner at tage vare på deres barn: Støtter avisen så tvangsfjernelse ligesom mig?


Lad mig blot slå fast: Socialdemokratiet foreslår ikke at tvangsfjerne børn i udrejsecentret. Det har jeg aldrig sagt. Vores holdning er, at myndighederne må styrke opmærksomheden på børnene. Vi betragter Ombudsmandens seneste redegørelse som en løftet pegefinger til både regering og Folketing. Det har jeg gentaget igen og igen. Også i Politikens spalter. Flere gange endda. Der er derfor intet grundlag for at påstå det modsatte.

Sideløbende med dette fører kommunen selvfølgelig tilsyn. Ligesom der foretages underberetninger. På den baggrund bliver der igangsat støttende foranstaltninger efter den sociallovgivning, vi har i Danmark. Det kan være aflastning, frivillig anbringelse eller i sidste ende tvangsanbringelse. Ikke for at straffe forældrene. Men for at hjælpe børnene. Anderledes kan det ikke være. Sådan er lovgivningen i Danmark. Den gælder også på Sjælsmark.

Det virkelig interessante i Politikens leder handler dog slet ikke om Socialdemokratiet. Det handler om avisens egen holdning. Løsningen på udfordringerne er ifølge lederen, at vilkårene på udrejsecentret skal være bedre. Det overrasker mig virkelig positivt at læse dette. Avisen skriver nemlig ikke, at familierne skal ud af centret og have en tilværelse i Danmark, sådan som Alternativet og andre partier foreslår. Jeg må indrømme, at jeg også troede, at det var avisens politik.

Det glæder mig derfor, hvis Politiken og Socialdemokratiet er enige i dette ømtålelige spørgsmål. Hvis det altså er avisens holdning, at man ikke skal kunne modarbejde sig til en tilværelse i Danmark, når man har fået afslag på asyl.

Men så forventer jeg selvfølgelig også, at avisen kan svare på, hvad der skal være løsningen, hvis nogle børn trods forbedringer på centret alligevel mistrives.

Det er et let standpunkt at støtte tilsyn, underretninger, aflastning og frivillig anbringelse. Men hvad med de sjældne tilfælde, hvor forældrene på Sjælsmark ikke evner at tage vare på deres barn: Støtter avisen så tvangsfjernelse, ligesom jeg gør? Det må jo være den naturlige konsekvens af lederen. Ellers er det bare en gratis omgang at tilsværte mig på forsiden uden at tage konsekvensen af egne holdninger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce