Debatindlæg afPeter Skaarup

MF, gruppeformand for Dansk Folkeparti 

Det er nu, vi skal fremtidssikre vores sygehuse og psykiatri. Der har været for mange fyringer og forringelser i de senere år, og det har alle et ansvar for.

Peter Skaarup: Det er nødvendig at ændre verdens bedste sundhedssystem

Lyt til artiklen

Sikke en ballade, der blev, da regeringen fremlagde sit forslag til forbedring af vores sundhedsvæsen! Men egentlig er det forståeligt nok. For hvad enten det gælder fødsler, død eller livet ind imellem, så er hospitaler og pleje jo noget af det, der binder os danskere sammen. Og når vi allerede nu har et af verdens bedste sundhedssystemer, hvorfor så ændre det?

Dansk Folkepartis svar er kort: Fordi det er nødvendigt. Det er nu, vi skal fremtidssikre vores sygehuse og psykiatri. Der har været for mange fyringer og forringelser i de senere år, og det har alle et ansvar for. Derfor bør vi også kunne arbejde sammen om forbedringer. Vi skal sikre os mod, at dyrebare skattepenge ikke går til fejlslagne it-systemer som Sundhedsplatformen. Den platform er desværre alt andet end ’sund’, den er snarere ’brændende’. Et lille land som Danmark må ikke have to forskellige patientjournalsystemer, hvoraf det ene, altså Sundhedsplatformen, koster milliardbeløb og gør skade på både patienter og ansatte.

Ved de kommende sundhedsforhandlinger vil DF tilstræbe lighed for borgerne uanset postnummer. Chancen for helbredelse eller god service, f.eks. i forbindelse med en fødsel, skal ikke afhænge af, hvor i landet man bor. Et andet af DF’s mål er at spare topbureaukrater og politikere væk, inklusive DF’s egne regionspolitikere. Besparelserne kan vi bruge på flere sygeplejersker, lægesekretærer, rengøringsfolk, sosu’er, læger osv. Jeg forstår, hvis mange af de cirka 137.000 regionsansatte er nedskærings- og reformtrætte, men jeg tror, at vores reform vil forbedre arbejdsdagen for titusinder. Mange vil få mere tid til de enkelte patienter.

Et af reformens mål er desuden, at der skal komme færre hospitalspatienter, fordi dårligdomme tages i opløbet. Jeg vil gerne slå fast, at de fem regioner, som nu styrer sygehusene, ikke på alle felter har været en katastrofe. Men problemet er, at regionerne i løbet af 12 år ikke har formået at udviske de geografiske sundhedsforskelle, der er mellem danskerne. Derfor ønsker DF at nedlægge regionsrådene. Det er ikke det samme som at nedlægge det lokale demokrati. Tværtimod.

Regeringens mål om flere hænder møder muren på hospitalet

Uden regionsbureaukrater placeres ansvaret fremover hos enten stat eller kommuner. En generel underfinansiering af hospitalerne vil entydigt høre hjemme hos den til enhver tid siddende regering. Nu går vi så i gang med forhandlingerne, og mit håb er, at alle Folketingets partier deltager konstruktivt. Jeg har hørt Socialdemokratiet tale om nærhospitaler, samtidig med at regeringen bruger sloganet ’Det, der ikke er svært, skal være nært’. Det er et godt tegn for de kommende forhandlinger om fremtidens sundhedsvæsen.

Peter Skaarup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her