Jeg er pædagog i en 0-3-års institution, og jeg elsker mit arbejde. Jeg er glad, når jeg møder ind om morgenen, og jeg er sikker på, at både kollegaer og forældre vil beskrive mig som en positiv og engageret pædagog, der gør et godt stykke arbejde.
Men der er to ting ved mit arbejde, der frustrerer mig. Den ene er, at vores normeringer er så ringe, at vi ofte skal løbe stærkt for bare at løse kerneopgaven, som er de helt basale ting såsom at servere mad, putte og trøste børn.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

