Jeg stemmer blankt i afmagt. Fordi jeg gerne vil stemme, men er led og ked af at afgive min stemme til ulve, der vogter ulve, skriver psykolog i dette indlæg.
Arkivfoto:: Thomas Borberg

Jeg stemmer blankt i afmagt. Fordi jeg gerne vil stemme, men er led og ked af at afgive min stemme til ulve, der vogter ulve, skriver psykolog i dette indlæg.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Psykolog stemmer blankt til næste valg: Jeg vil ikke kere mig om, hvilken kransekagefigur der skal have sit navn på taburetten i næste periode

Giv mig en politiker, der tør mene noget oprigtigt, som ikke er bestemt af partilinjer og karriereplaner.

Debatindlæg

Politik er en farce. Ideologierne er døde. Det ved vi egentlig godt. Det, der er trådt i stedet for den ideologiske kampånd, er valgkampagnen. En kampagne, der varetages af og for den professionelle politiker, der lader, som om han eller hun har vores interesser på sinde. Levebrødspolitkeren. Det er den fagperson, for hvem stemmer, mandater og politisk kompromis aldeles har erstattet værdier, integritet og troværdighed.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste herude, der efterhånden er så desillusioneret i forhold til magthaverne, at den totale apati har overtaget enhver agens. Og det er vel et eller andet sted for dårligt, er det ikke? Burde jeg ikke på ny engagere mig, sætte mig ind i partiprogrammer og vælge min kandidat eller liste med største omhu? I ramme alvor: Jeg kan ikke se pointen. Mit liv er for kort til, at jeg vil kere mig om, hvilken kransekagefigur der skal have sit navn på taburetten i næste periode.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste herude, der efterhånden er så desillusioneret i forhold til magthaverne, at den totale apati har overtaget enhver agens

Det er påfaldende, at de yderligt placerede partier scorer gode point i det aktuelle politiske klima. Protestpartierne er de eneste, der har en sikker platform at tale ud fra.

Enhedslisten er et relativt ekstremt og temmelig arkaisk parti, når man læser deres partiprogram. Alligevel kender jeg mange fra studiemiljøet omkring Aarhus, der har givet dem deres stemme de seneste perioder. Ikke i så høj grad fordi de har været enige i partiets erklærede mission. Men i højere grad fordi det betragtes som et rigtigt og prosocialt signal at sende til omverdenen.

Dansk Folkeparti scorer tilsvarende mange stemmer på lignende manér. De appellerer bare til frygt for det fremmede i stedet for at lefle for politisk korrekthed.

Socialdemokratiet er stagneret i en sump, hvor de hverken tør melde ud for eller imod dette og hint forslag af frygt for det kommende valg. Venstre rider på den bølge af inaktivitet, som S lægger for dagen, alt imens partiets formand har travlt med at gøre sig selv uheldigt bemærket i så mange skandaløse sager, at vi, befolkningen, efterhånden er blevet totalt immune.

Alternativet virkede som et frisk pust i cirka 2 minutter. Det samme gjorde Liberal/Ny Alliance. Indtil begge projekter viste sig som to politisk set modsatrettede, men lige vanvittige projekter. Det ene parti befolket af charlataner uden realitetssans, det andet anført af Uffe Elbæk.

Det efterlader SF, Konservative og Radikale Venstre. Ingen repræsentanter for denne partiernes ligegyldighedskløver har givet mig grund til at tænke, at jeg kan placere en autentisk stemme her.

Jeg stemmer blankt i afmagt. Fordi jeg gerne vil stemme, men er led og ked af at afgive min stemme til ulve, der vogter ulve. Jeg er næsten villig til at udlodde min stemme til den første politiker, der af et åbent hjerte erklærer sig uforbeholdent enig i en holdning, som går hendes eller hans partilinje imod, og som stammer fra en politisk modstander. Men kun næsten. For det vil sikkert også være en farce.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce