Debatindlæg af

Nikolaj Villumsen (EL)Næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe

Magni ArgeMedlem af Folketinget for Tjóðveldi

Politiske fanger i Spanien har udsigt til 25 år bag tremmer for at organisere afstemningen for catalansk selvbestemmelse.

Nikolaj Villumsen og Magni Arge om de politiske fanger fra Catalonien: Politisk retssag truer Europas demokrati

Lyt til artiklen

Tirsdag 12. februar førtes ni politiske fanger fra Catalonien for retten i Madrid. Seks af dem er tidligere medlemmer af den catalanske regering, én var formand for det catalanske parlament og to er ledere for pacifistiske civile samfundsorganisationer. De har nu udsigt til en lang retssag for den spanske højesteret, hvor de er sigtet for alvorlige anklager som oprør, ulydighed og underslæb af offentlige midler.

På nuværende tidspunkt har de allerede været bag tremmer i næsten 15 måneder uden nogen dom. Deres forbrydelse? At have organiseret eller støttet en folkeafstemning om retten til selvbestemmelse, som er fuldstændig i overensstemmelse med det mandat, som det catalanske folk har givet dem. Alligevel risikerer de nu op mod 25 år i fængsel, fordi tiltalen for ulydighed involverer en ’voldelig og offentlig opstand’, som er en af de mest alvorlige forbrydelser i henhold til spansk straffelov.

De hverken opildnede eller udførte nogen form for vold. De brugte derimod demokratiske midler, hvilket den tyske domstol anerkendte, da den afviste at udlevere den tidligere catalanske præsident Carles Puigdemont.

Volden kom udelukkende fra den brutale og skandaløse reaktion fra politiet, hvor man kunne se politifolk banke fredelige mennesker, der kun forsøgte at bruge deres stemmeret. Konflikten mellem Catalonien og Spanien er af politisk karakter, og derfor er de spanske myndigheders hårdhændede og kriminaliserende metoder helt ude af demokratiske proportioner.

Det er instrumenter som dialog og forhandling, der bør anvendes i en konflikt om Cataloniens demokratiske ret til selvbestemmelse i stedet for kriminaliseringer og fængslinger. Denne politiske retssag er ikke kun et internt spansk anliggende. Den strider også imod fundamentale europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, frihed til at forsamles og retten til politisk deltagelse. Også forventningen om en fair retssag er i spil, da de politiske fanger har oplevet flere uregelmæssigheder i de indledende faser til retssagen.

Retssag mod catalonske separatister udløser spansk regeringskrise

For eksempel har den spanske forfatningsdomstol syltet sine appeller mod varetægtsfængslingerne, så de ikke kan bringes for Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Vi vil følge retssagen nøje. Det gør vi, fordi vi mener, at spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed bør løses gennem politisk dialog frem for fængslinger og vold. Det er ikke acceptabelt, at der sidder politiske fanger i fængslerne i et EU-land.

Vi bør i år 2019 kunne løse spørgsmål om national selvbestemmelse på fredelig vis. Derfor opfordrer vi til, at den danske regering, EU og Europarådet lægger maksimalt pres på for at finde en demokratisk løsning.

Magni Arge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her