Allerhøjst 7 procent af de europæiske befolkninger er ordblinde. Så hvorfor var hver femte elev i EU (19,7 procent) i den seneste EU-undersøgelse ’lavt præsterende læser’?
Dette alarmerende resultat i en tusind år gammel skriftkultur som den vesteuropæiske blev mødt med larmende tavshed herhjemme, ganske overdøvet af begejstringen over Danmarks placering med ’kun’ 15 procent svage læsere.
Enøjet fokus på faglighed svækker folkeskolenDer må være noget helt galt med vores forventninger og med en skriftsprogsopdragelse, som siger, at det kun er i skolen, børn kan lære at læse. For i den ene ende er der mindst 15 procent, som er begyndt at læse, før de kom i skole, og i den anden ende er der 20 procent, som ikke lærte at læse godt nok i skolen. Alligevel anser vi skolen for den eneste vej til læseindlæring.
Måske var der andre mere nærliggende måder, børn kunne lære at læse o
g skrive på? Ikke som skoleundervisning rykket ned i småbørnsårene, men som en opmærksomhed hos barnets nære voksne på muligheden for at inddrage barnet, hver gang skriftsprog udgør en naturlig del af noget, de er optaget af. Modsat den nuværende samfundsorganiserede læsestart, som udfoldes fjernt fra barnets naturlige brug af sproget i hverdagen og afholder familien fra at inddrage barnet i deres daglige brug af læsning og skrivning i en tid, hvor skriftsproget ellers omgiver os overalt og gennemsyrer alle hverdagsaktiviteter.
Denne læsestart, helt ude af trit med tiden, skyldes en række indflydelsesrige aktører, som internationalt, gennem EU og OECD, påvirker uddannelsespolitikkerne og modarbejder en frisættelse af læsestarten, fordi de profiterer af den politisk styrede læsestart som et givtigt professionelt og kommercielt område: konsulentfirmaer, it-virksomheder, evalueringsinstitutter, fagkonsulenter, læseprofessionelle, rådgivere, effektforskere, uddannelsesforlag.
Kun i Finland – med den laveste andel læsesvage i EU (12 procent) – har politikerne ikke fulgt anbefalingerne fra OECD og EU. Og så har landet en stærk litterær tradition, hvor børnene inddrages i familiens læsning og skrivning.
I de øvrige EU-lande er man i stedet optaget af at gøre sprog- og læseindlæringen målbar helt fra børnehaven og børnehaveklassen. Derfor kan den ikke tilpasses de enkelte børns personlige interesser i valget af skrevne ord og tekster, og derfor har vi fået test af børn i en alder, hvor de skulle være optaget af alt muligt andet. Det snævre og kortsigtede fokus på teknisk-alfabetiske delfærdigheder under barnets første møde med skriftsproget risikerer at reducere barnets forståelse af læsning til kun at være teknik. Og dét kan få alvorlige konsekvenser for forståelsen af læsning som en ressource til personlige oplevelser og medføre en reduceret glæde ved at læse.
Et yderligere kritikpunkt mod denne pædagogik er dens fokus på bogstavernes enkeltlyde som en formodet nødvendig forudsætning for at lære at læse. Selv internationalt kendte fortalere for lydmetoden har helt tilbage i 1974 (Liberman et al.) advaret mod at lære førskolebørn at læse ud fra bogstavernes enkeltlyde, fordi børn i den alder har svært ved at foretage lydsyntesen til stavelser og ord.
Alexander von Oettingen: Er folkeskolen blevet en IKEA-skole, hvor moduler kan skiftes ud efter behov?Her var læseindlæringen for to hundrede år siden paradoksalt nok mere hensigtsmæssig. Dengang hørte børn de samme religiøse tekster igen og igen: salmer, bønner, Luthers katekismus og skriftsteder. Så når de mødte de samme tekster i salmebogen, katekismus eller læsebogen i skolen, havde de i forvejen en solidt indarbejdet mundtlig version af teksten, som de kunne forbinde med skriftbilledet i bogen. I skolen læste de stavelser: ’s-a siger sa, s-e siger se, s-i siger si’. Og dét var klogt.
For i dag har nutidens læsestart snarere øget end mindsket den skønnede andel af ordblinde i Danmark, fra 2-4 procent i 1992 (’Bogen om læsning’, bind 3) til de nuværende 7 procent, hvor lydmetoden ellers mentes at ville afhjælpe dette problem.
Og så er vi tilbage ved de 20 procent ’lavt præsterende læsere’ i EU – dem, vi har haft lige siden de første internationale læseundersøgelser. Hvad med nu at tage skeen i en anden hånd?
Frank Hvid Petersen: De glemte at fortælle, at mange af teknologifolkene i Silicon Valley har sat deres børn i skoler uden digitale hjælpemidlerI en undersøgelse, jeg har lavet (Kjertmann 2002), var mindst 15 procent begyndt at læse hjemme før skolestarten. Her fortalte respondenterne om en skrive- og læsekultur i hjemmet, hvor de voksne ikke betragtede skriftsproget som et færdighedsområde, der skulle læres, men som et fællesskabssprog, der med fordel kunne integreres i det daglige samvær med barnet, fordi barnet så fik mulighed for i ro og mag at opbygge et fortroligt, trygt og personligt forankret forhold til det. En sådan helt nødvendig fremtidig læsestart, hvor det er barnet, der er i centrum, og ikke læseeksperterne, må begynde med de voksne omkring det enkelte barn og i den enkelte daginstitution og børnehaveklasse.
For på samfundsniveau har det meget lange udsigter at få givet læsestarten sin naturlige plads som en integreret del af barnets sprogudvikling i familie og dagtilbud.
fortsæt med at læse
