Mange gymnasieelever fortæller, at de føler sig utrygge ved karaktererne, og at de ødelægger lysten til at være aktiv i timerne. Det er meget forståeligt, for efter min mening er det ikke muligt at give retfærdige karakterer på baggrund af observationer i det daglige arbejde.
Lærerens koncentration er typisk rettet mod egen præstation, undervisningen, der strækker sig fra ledelse og organisering over arbejdsinstrukser til formidling og rådgivning. Med 28 elever i klassen er det ikke muligt samtidig at observere elevernes kompetencer og få dem målt og registreret.
Studerendes præstationsræs dræber studiemiljøetEn god lektion er typisk karakteriseret ved et højt aktivitetsniveau, hvor mange elever samtidig byder ind med svar. Hvilken elev, der ytrer sig til 4 eller til 7, er ikke muligt at måle og få skrevet i bogen, det kan kun være spredte observationer, hvor elever med rette kan føle sig uretfærdigt bedømt.
Kun målrettede overhøringer af enkeltelever kan give systematisk bedømmelse, men det hører ikke med til praksis i en dansk gymnasieklasse – heldigvis.
Elevernes opgave er læring. De skal tilegne sig viden og faglige metoder, som de derefter skal anvende og udvikle. Det betyder, at der skal være rum til at lave fejl, prøve igen og gøre nye erfaringer, men det er ikke muligt, hvis læringsrummet samtidig er forum for bedømmelser. En elevs forsøg på at nå den rigtige konklusion kan således blive bedømt både positivt og negativt, afhængig af hvor i processen læreren gør sin observation.
Hvis ikke dagsordenen for læringsrummets aktiviteter er tydelig, opstår en uigennemsigtig atmosfære, som eleverne kan have vanskeligt ved at navigere i: Skal man holde kæft, til man har det rigtige resultat? Skal man lurepasse, mens nogle af kammeraterne tager slæbet? Skal man komme med et godt bud på løsningen, selv om der er risiko for, at det er forkert?
Man kan ikke bebrejde de unge, at de har lært at sno sigDen oplagte løsning er at skille bedømmelsen fra den daglige undervisning/læring.
Læg i stedet evalueringerne på tidspunkter, som er meldt ud i god tid, og hvor alle elever har samme tid og vilkår. Disse bedømmelsessituationer kan være skriftlige tests, rapporter, gruppefremlæggelser, kreative produkter og forsøgsrapporter, det afhænger af faget og de forløb, hvor kompetencerne skal måles. Kompetencerne står i fagets læreplan og udmøntes i detaljer i den studieplan, som læreren løbende udarbejder for hvert hold, så der bør ikke være tvivl om bedømmelsesgrundlaget.’
Jeg tror ikke, man kan undvære karakterer i gymnasiet, uden at bedømmelsen bliver konverteret til optagelsesprøver på den efterfølgende uddannelse. Man skylder også eleverne, at de får en ordentlig tilbagemelding på deres standpunkt, så de ikke pludselig opdager, at de ikke fagligt er på omgangshøjde.
Det centrale er, at bedømmelsesgrundlaget gøres fair, gennemskueligt og retfærdigt, og at det isoleres til nogle enkelte og korte perioder i løbet af året, så den daglige undervisning fredes og gøres til et inspirerende og stimulerende eksperimentarium, hvor eleverne kan blive udfordret fagligt og personligt, og hvor de i tryghed får lov til at afprøve sig selv, fejle og prøve igen.
fortsæt med at læse
