Hvad er dysleksi, tænker du? Ja, i hverdagssprog kalder nogle det ordblindhed. Ikke jeg. Jeg er så heldig at være i besiddelse af et perfekt syn, derfor er jeg ikke ordblind. Dyslektiker, tak. Søvnløse nætter, glemte bogstaver og skæve sætninger har været min hverdag fra barnsben. Usammenhængende ord, som aldrig gav mening, navne, som aldrig kunne udtales, og vendinger, som aldrig kunne læres.

Hver dag skulle en ekstra kamp kæmpes for at modbevise dem, som tvivlede på mig og mine evner. Jeg troede blot, at jeg havde det svært og måtte kæmpe lidt ekstra, selv om det kostede mig både psykisk og fysisk. Det tungeste var følelsen af dumhed. Den generelle reaktion i min omgangskreds afspejler den samfundsmæssige holdning til dysleksi; at personer med dysleksi er mindre begavede. »Hvordan kan du være ordblind, det er du for klog til«, sagde folk, da jeg bragte dem nyheden. Sådan hænger det ikke sammen, venner.

Jeg er ikke for klog til at være dyslektiker. Var Niels Bohr eller Albert Einstein for kloge til det være dyslektikere? Nej, det tror jeg ikke. Dysleksi og intelligens hænger ikke sammen. Punktum. Takket være min folkeskoles og mit gymnasiums forsømmelser fik jeg ikke opdaget min dysleksi, og derved følte jeg mig mindre begavet. Men er jeg det? Nej.

Det var ikke før min universitetstid, jeg var 22 somre og i gang med mit femte semester, at min dysleksi blev opdaget. En tilfældig eksamensopgave var den afgørende og manglende brik i det puslespil, som har dannet rammerne for hele min uddannelsestid, og jeg er langtfra den eneste. Min skarpe underviser opfangede en anden elev med dysleksi på mit hold. Præcis den samme eksamensopgave afslørede hende. Men hvordan skal jeg kunne bebrejde mine lærere, når kun 3 ud af de 15 læreruddannelser i landet tilbyder kurser, som skal gøre dem i stand til at forstå en dyslektikers fantasifulde, farverige og forunderlige verden?

Dysleksiundervisning bør gøres obligatorisk på alle lærer- og gymnasieuddannelser, herunder tests af alle børn i 1. klasse med fortsat testning gennem hele folkeskoletiden. Således kan vi opdage dem, som er dyslektikere. Jeg som dyslektiker er mester i kamuflage, og mine kompensationsstrategier er enestående. Jeg blender ind i mængden, men indeni kæmper jeg, som ingen anden gør. Frygtløs beskriver mig bedst. Når jeg fejler, rejser jeg mig endnu stærkere end før. Mindre begavet eller dum beskriver mig mindst. Jeg er dyslektiker.

fortsæt med at læse

Alma blev først diagnosticeret ordblind som 17-årig:

»Jeg har virkelig skammet mig«