Debatindlæg afEva Kjer Hansen

Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde

Der er positive historier i ny undersøgelse, og de skal frem. Men der er også en gruppe etniske minoriteter, hvor der er brug for dialog om værdier og holdningsændring. Det vil jeg ikke lukke øjnene for.

Eva Kjer Hansen: En god historie må ikke gøre os blinde for, at en mindre gruppe etniske minoritetsmænd modsætter sig danske ligestillingsværdier

Lyt til artiklen

Politiken bragte 1. marts et indlæg fra Ydun Marie Ritz, der spørger, hvorfor der skal laves negative historier ud af en yderst positiv undersøgelsen. Der henvises til en ny undersøgelse af minoritetsetniske mænds holdninger til ligestilling, kønsroller og seksualitet, som jeg offentliggjorte 25. februar. Som jeg har lagt vægt på i alle interviews om undersøgelsen, har størstedelen af de etniske minoritetsmænd og -kvinder taget danske ligestillingsværdier til sig. Det er positivt. Det er vi enige om. Det er en god historie. Men så stopper enigheden også.

Kvinder er selv skyld i overgreb, hvis de går udfordrende klædt: Svar fra indvandrere i undersøgelse om ligestilling bekymrer minister

For jeg hører til dem, der mener, at vi skal tale åbent om tingene. Jeg vil ikke gå på kompromis med den enkeltes ret til at udfolde sig frit. Alle i det danske samfund skal nyde godt af den danske ligestilling og de danske frihedsrettigheder. Derfor skal vi kunne tale om det, rapporten også viser. Nemlig at der findes et mindretal, hvor holdningerne indikerer, at kvinder og mænd ikke anses som ligeværdige.

Lad mig være helt klar. Jeg kan ikke se noget positivt i, at mellem hver fjerde og hver femte etniske minoritetsmand mener, at det er kvinder, der skal stå for børneopdragelsen, mænd, der skal stå for økonomien, mænd, der skal have det sidste ord, at det er i orden, at en mand forsvarer sin ære med vold om nødvendigt og ikke vil tillade sin partner at have en ven af det andet køn. Og jeg må også skuffe Ydun, som mener, at når 22 procent af de etniske minoritetsmænd ikke mener, at homoseksualitet bør accepteres af samfundet, så støtter 80 procent op om det. Undersøgelsen viser nemlig, at det kun er halvdelen af de etniske minoritetsmænd, der mener, at homoseksualitet bør være accepteret i samfundet. Det er dybt problematisk. Ikke mindst fordi vi ved, at nydanske LGBT-personer i langt større grad er udsat for vold, oplever voldstrusler og presses til at blive gift mod deres vilje. Og hver tredje nudanske LGBT-person har overvejet selvmord.

Findes der feministisk indstillede mænd i minoritetsmiljøerne, som afstår fra at følge de patriarkalske traditioner?

Det tal vil jeg ikke lukke øjnene for og sætte ind i en positiv sammenhæng. Undersøgelsen viser også, at 17 procent af de etniske minoritetsmænd mener, at en kvinde, der går udfordrende klædt, selv er skyld i et seksuelt overgreb. Heller ikke her kan man konkludere, at 80 procent er uenige i det udsagn, for det er kun halvdelen, der er helt uenige i det. Det er for mig uacceptabelt. Kvinder må gå klædt, som de vil, det kan og må aldrig være en invitation til et overgreb. De to eksempler viser også, at det er en relativt høj andel af de etniske minoritetsmænd, der enten ikke ønsker at svare, eller som svarer ’ved ikke’ på spørgsmålene. Det siger mig, at vi har brug for en debat om danske værdier og holdninger. At der er brug for refleksion om egne holdninger og det at være en del af det danske samfund.

Fire perspektiver på ny rapport: Er det overraskende, at 22 procent af mænd med ikke-vestlig baggrund ikke accepterer homoseksualitet?

Så ja, der er positive historier i undersøgelsen. De skal frem. Men der er også en gruppe etniske minoriteter, hvor der er brug for dialog om værdier og holdningsændring. Jeg har indledt dialogen blandt andet med en gruppe seje mænd, der netop går foran, tager debatten og sætter sig selv i spil som rollemodeller. Her var der nysgerrighed og enighed om, at undersøgelsen peger på problemer, vi skal tage alvorligt. Ligestilling er helt grundlæggende i det danske samfund. Derfor skal vi have de sidste familier og ikke mindst minoritetsetniske mænd til at tage vores værdier om ligestilling til sig. Både fordi det er værdier, der skal gennemsyre hele det danske samfund. Og fordi alle kvinder og piger skal kunne nyde godt af ligestilling i Danmark, uafhængigt af etnicitet og religion. Det skal vi kunne tale om. Lukker vi øjnene, lader vi de minoritetsetniske piger og kvinder i stikken.

Eva Kjer Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her