Debatindlæg afSøren Niemi Helsø

Læge

DR-dokumentaren ’De udenlandske læger’ er skamklippet, så man får indtryk af, at de udenlandske læger knap nok taler dansk og snyder deres vej ind i sundhedsvæsnet. Sådan er virkeligheden ikke.

Læge om DR-dokumentar: Uden de udenlandske læger ville vores sundhedsvæsen knække

Lyt til artiklen

Man skulle ikke tro det, men i 1980’erne var mange læger i Danmark uden arbejde. Ikke fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var brug for dem. Der var uddannet for mange læger. I dag kan man ikke gå en uge uden at der bliver talt om lægemangel på sygehuse og i almen praksis.

Manglen på arbejdskraft i sundhedssektoren er delvis forsøgt løst, som man gør i mange andre brancher: Man henter udenlandsk arbejdskraft.

Vi må acceptere det grundvilkår, at vi fortsat må rekruttere udenlandske læger, da man har sat ind alt for sent med at uddanne flere læger på danske universiteter.

DR’s dokumentar ’De udenlandske læger’ har forsøgt at belyse de udfordringer, der kan følge med at have læger, der er uddannet i udlandet, til at arbejde i Danmark. DR har skamklippet optagelserne, så man får indtrykket af, at udenlandske læger knap nok kan tale dansk og snyder deres vej ind i det danske sundhedsvæsen.

Sådan er virkeligheden heldigvis ikke for de tusindvis af dygtige læger, der hver dag knokler for at holde vores børn og bedsteforældre i live og ved godt helbred. Uden dem ville det danske sundhedsvæsen knække.

I alle brancher er der nogle enkelte brodne kar, og lægeforeningen har allerede været ude og melde sig på banen med flere sprogtest for at sikre god kommunikation mellem læge og patient.

Det danske sundhedsvæsen er fjerdebedst i Europa

At vi har måttet rekruttere så mange læger fra udlandet, skyldes til dels lægearbejdsløsheden i 1980’erne. Man skruede kraftigt ned for optaget på medicinstudiet, så der i 1990 kun blev uddannet 463 læger om året. Det tal er alt for lavt i forhold til den demografiske udvikling, der er sket i Danmark. Men der skulle gå næsten 10 år, før skiftende regeringer begyndte at skrue op for pladserne på medicinstudiet.

I år 2000 var det steget til 953, og i år bliver der uddannet over 1.500 nye læger i Danmark.

I fredags havde jeg fornøjelsen af at deltage i et arrangement på Aarhus Universitet med Lars Løkke, der var sundheds- og indenrigsminister i 00’erne. Han blev direkte spurgt om, hvorfor han ikke havde øget antallet af pladser på medicinstudiet noget før. Statsministeren kunne ikke give noget svar. Han vidste det simpelthen ikke.

Derfor må vi – mens vi venter på de danske læger – glæde os over de læger fra udlandet, der vil tage til det kolde nord og arbejde for os. Ellers havde vi alt for få læger i Danmark.

Søren Niemi Helsø

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her