0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Museumsdirektør Gitte Ørskou: Hvis folkets og elitens kultursyn skal forenes, skal vi lægge fordommene fra os

I stedet for at afvente opgøret mellem folket og eliten ved at skærpe modsætningerne imellem dem vil jeg insistere på, at vi evner at favne dem. Hvis vi, der arbejder i den kulturelle sektor, tror, at vores arbejde definerer en social opstigning, der adskiller os fra folket, har vi misforstået vores opgave.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Arkivtegning:: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I forrige uge sad jeg i festsalen på Det Kongelige Danske Kunstakademi for de Skønne Kunster. Det ligger på Charlottenborg, lige ved Kongens Nytorv, og anledningen var akademiets 265-års fødselsdag, der blev fejret med prisuddeling og festtaler og dronningen på første række.

Den officielle del af programmet blev afsluttet af cellisten Andreas Brantelid, der opførte Præludium, Sarabande, Menuet og Gigue fra Bachs 1. cellosuite i G-dur. Jeg har skrevet det af fra programmet, for jeg må med skam melde, at jeg ikke rigtig har noget begreb om, hvad det betyder.

Jeg måtte også skæve til min sidemand for at se, hvornår vi skulle klappe. Faktisk var jeg så optaget af ikke at klappe for tidligt, at jeg havde svært ved at nyde den smukke musik, og da klapsalven endelig brød løs, kunne jeg lettet klappe med og råbe et højt »bravo!« ligesom min sidemand.

Til gengæld brillerede jeg senere ved at kunne synge hvert eneste ord, inklusive alle George Michaels små støn og udbrud, i Wham!s ’Everything She Wants’, som en dj satte på, da dronningen havde forladt selskabet.

Jeg går ellers ikke og skilter med min manglende dannelse. Jeg plejer at nikke tavst indforstået, når folk omkring mig diskuterer klassisk musik, for det eneste stykke musik, jeg kan spille på mit klaver efter 7 års klaverundervisning som barn, er ’Ballade pur Adeleine’ af Richard Clayderman.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter