I forrige uge sad jeg i festsalen på Det Kongelige Danske Kunstakademi for de Skønne Kunster. Det ligger på Charlottenborg, lige ved Kongens Nytorv, og anledningen var akademiets 265-års fødselsdag, der blev fejret med prisuddeling og festtaler og dronningen på første række.
Den officielle del af programmet blev afsluttet af cellisten Andreas Brantelid, der opførte Præludium, Sarabande, Menuet og Gigue fra Bachs 1. cellosuite i G-dur. Jeg har skrevet det af fra programmet, for jeg må med skam melde, at jeg ikke rigtig har noget begreb om, hvad det betyder.
Jeg måtte også skæve til min sidemand for at se, hvornår vi skulle klappe. Faktisk var jeg så optaget af ikke at klappe for tidligt, at jeg havde svært ved at nyde den smukke musik, og da klapsalven endelig brød løs, kunne jeg lettet klappe med og råbe et højt »bravo!« ligesom min sidemand.
Til gengæld brillerede jeg senere ved at kunne synge hvert eneste ord, inklusive alle George Michaels små støn og udbrud, i Wham!s ’Everything She Wants’, som en dj satte på, da dronningen havde forladt selskabet.
Jeg går ellers ikke og skilter med min manglende dannelse. Jeg plejer at nikke tavst indforstået, når folk omkring mig diskuterer klassisk musik, for det eneste stykke musik, jeg kan spille på mit klaver efter 7 års klaverundervisning som barn, er ’Ballade pur Adeleine’ af Richard Clayderman.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar