I kan godt slå det ud af hovedet. I får ikke nogen politisk sandhedskommission, hvor I kan sidde og rive neglene af Bjarne for åben skærm«.
Sådan slukkede en af Mette Frederiksens nærmeste lyset i øjnene på en gruppe opgørsivrige socialdemokratiske partimedlemmer i København i juni 2015. Det var i de dage, hvor Helle Thornings exit fra Socialdemokratiet blev gennemtrumfet af vælgerne.
Hvis der var nogen i S – og der var vel næsten ikke andet i de dage – der havde håbet, at Frederiksens magtovertagelse ville føre til et knasende benbrud med Thorning-tidens uelskede doktriner, fra ’konkurrencestaten’ til ’nødvendighedens politik’ og videreførelsen af den borgerlige regerings økonomiske politik ’i bredeste forstand’, så fik de at vide, at de godt kunne stikke piben ind, rulle fanen sammen og besinde sig på, at revolutionen var aflyst.
Men Frederiksen gik åbenbart politisk i gang med den revolution, hun afviste at gennemføre symbolsk.
Det, som er mindst nyt, men som overskygger det politiske forandringsprojekt nærmest fuldstændigt, er, at partiet søger parlamentarisk løsrivelse af bindingen til sin radikale måne, der tilsyneladende gerne forblev i fast kredsløb. Opløsningen af dette parlamentariske tvangsægteskab er blevet forsøgt før, også af Thorning.
Ser man på det politiske projekt har forandringen været gennemgribende.
Tidligere hed det sig, at ’Socialdemokratiet er et midterparti’, nu hedder det ’kapitalismen er syg’. Under den tidligere regering rullede Corydon og Vestager med øjnene, når Enhedslisten stod og brokkede sig med deres Ginikoefficient. Nu hedder det ’en socialdemokratisk regering skal måles på, at den bekæmper uligheden’.
I den forbindelse vil det være et opgør med den måde, man har designet vores socialsystem på, hvis en rød regering efter et valg gør alvor af tankerne om en ydelsesreform, der tager hensyn til borgernes livs- og boligsituation og foreslår f.eks. en differentieret kontanthjælp.
Den politiske ombygning blev nærmest komplet med den aftale, S indgik for et par uger siden med venstrefløjspartierne og Dansk Folkeparti om ikke at ville medvirke til frasalg af landets fællesejede infrastruktur.
Det fulgte op på en kongres, hvor Frederiksen forsikrede, at det ikke blev på hendes vagt, at man solgte mere infrastruktur til Goldman Sachs. Tre et halvt år senere blev det politiske gravmæle helt konkret placeret på Thorning og Corydons håndtering af det delvise Dong-salg – sagen, der nærmest alene umuliggjorde Thorning-regeringens genvalg.
Professor emeritus: Mattias Tesfaye, Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvads ideal er et samfund af idioterDen nye doktrin om fælles ejerskab af kritisk virksomhed kommer i øvrigt til at have vidtrækkende implikationer for det danske samfund; efter at det fælles eje af essentielle services på europæisk plan har været på retur gennem 30 års privatiseringspolitik, er det nu cementeret som en essentiel samfundsdoktrin, en erhvervspolitisk strategi – og tilmed bredt politisk forankret.
Forvaltningspolitisk har Socialdemokratiet afløst indledende tanker om en ’fingrene væk-reform’ med et mere oprørsk tankesæt: en ’selvstyrereform’ af den offentlige sektor.
Det er åbenlyst, at medarbejdernes engagement er den uforløste ressource i velfærdsstaten. Med en selvstyrereform skal offentlige institutioner beskyttes fra vertikal ledelse, og rationaliseringer skal gavne de institutioner, der udvikler bedre løsninger.
Det politiske signal her kunne ikke være anderledes end fra Thorning-regeringen, der ved sin tiltrædelse oprettede Moderniseringsstyrelsen, der – måske til tider urimeligt – er blevet symbolet på det stik modsatte: øget målstyring, regnearksledelse, udhuling af medarbejderes og lederes handlerum og indflydelse.
Mette Frederiksen har i øvrigt varslet et opgør med Moderniseringsstyrelsen.
Lidt karikeret kan man sige, den grønne omstilling længe var noget, Socialdemokratiet helst ville fikse med nogle store tekniske anlæg: fjernvarme, affaldsforbrænding, vindmøller og en ’togfond’. Landbrug og transport tøvede man med at gå til; nogle kunne jo tro, at frikadellerne blev dyrere.
Men så man tv-duellen med Lars Løkke Rasmussen, så åbner den socialdemokratiske formand med netop at slå fast, at nu er turen er kommet til, at også landbruget skal i gang med den grønne omstilling og betale for sine udledninger. Landbruget kan se frem til en emissionsbaseret beskatning. Det ville gøre Danmark verdensførende på omstilling af fødevarekomplekset, hvis det bliver en realitet.
Rød blok fastholder stort forspring i 11. time inden valgetPå udlændingeområdet har partiet skabt et nyt spor ved at sige, at man faktisk ikke mener, det er holdbart at håndtere tilstrømningen med asylbehandling i hvert enkelt europæisk land, men at asylbehandling burde foregå i modtagecentre tættere på konfliktområderne.
Sammen med den til hudløshed fremførte sætning, at man ikke skal tage flere ind, »end man kan klare«, ligger også den italesatte erkendelse, at et skattefinansieret velfærdssamfund ikke kan blive ved at indoptage nye grupper af borgere, der samlet set kun belaster samfundsøkonomien.
Ambitionerne om at hjælpe flere drukner i den hyperbolske udlændingedebat, men samlet set har man flyttet hele partiet – både på hvilken udlændingepolitik Danmarks står sig bedst ved, og hvordan Danmark spiller en bedre rolle i verden.
I sidste ende er det en helt anden udenrigspolitik også. Lægger man ambitionen om et opgør i udlændingepolitikken sammen med den sidste tids udmeldinger om, at nu må EU se at få styr på beskatningen af techgiganterne, på skattekonkurrencen og skattely inden for EU, så er det et reelt brud og en ny tilgang, hvor man ret ud italesætter, at en del af de problemer, man står med i Danmark, også skyldes dysfunktionaliteterne i det internationale samarbejde.
Med partiets udspil til en tilbagetrækningsreform er det første gang i det nye årtusinde, hvor en større velfærdsreform ikke sigter på at udvide arbejdsudbuddet. Det må vist være det konkrete brud med den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. I øvrigt baseret på erkendelsen, at der ikke er mere at komme efter i det arbejdsudbudsfokuserede reformspor. Og at man for nogle grupper på arbejdsmarkedet er gået for langt.
Tilbagetrækningsspørgsmålet har siden velfærdsforliget i 2006 og afskaffelsen af efterlønnen været uløst for den gruppe danskere, der har haft et fysisk krævende arbejdsliv. Vigtigst er det nok, at her er en reformambition, der udvider velfærdsstaten, hvilket omtrent har været slut siden 90’erne.
Cand.scient.pol: Når jeg ser på valgkampen, kommer jeg til at savne Poul Schlüter, der sagde, at ideologi er noget brasI hele Europa ligger den socialdemokratiske bevægelse i ruiner. Den faldende opbakning til Socialdemokratiet er tydelig over tid, også i Danmark. Enten når den virkelighed med forsinkelse også de skandinaviske socialdemokratier. Eller også lykkes det måske politikere som newzealandske Jacinda Ardern eller danske Mette Frederiksen at skabe et vendepunkt.
Ardern byggede som Frederiksen sin kampagne på en restriktiv tilstrømningspolitik, en stærk grøn profil og en udvidelse af velfærdsgarantierne. Nå ja – og et muligt samarbejde også med højrepopulister. Der er klare paralleller i budskaber og metode, de to politikere bygger deres socialdemokratier med.
Når man her 1. maj, uger før et valg, med optimisme kan tro på en socialdemokratisk valgsejr, så er det værd lige at se på at det faktisk – på trods af garantier om det modsatte – er et gennemrenoveret parti rent politisk med en anden retning på stort set samtlige politiske spørgsmål, end det havde for tre år siden.
Måske er det, fordi Frederiksen lovede ikke at lave noget om, at hun har kunnet lave alt om. Det er ikke en ’rebranding’ af S. Tværtimod.
Det havde selvfølgelig været mere underholdende med et godt blodigt selvopgør med ekskommunikationer, negleafrivninger og blod på dansegulvet. Men politisk set er det et udbrudsforsøg fra et af de sidste mulige regeringsbærende partier i den socialdemokratiske bevægelse.
Og – på europæisk plan – måske en af de sidste muligheder for at skabe et socialdemokratisk brohoved ind i det nye årtusinde.
fortsæt med at læse
