Er der virkelig brug for flere voksne til vores børn og unge i landets institutioner? Skal børn ikke selv lære at løse deres konflikter og passe på hinanden på legepladsen? Og hvad er der nu i vejen med at blive trøstet af en ven? Er vi derhenne hvor vi lige så godt kan erkende, at de få mennesker, vi har ansat til at varetage de pædagogiske opgaver, alligevel aldrig kommer i mål?Følgende er min skrækhistorie fra dengang, jeg arbejdede i en børnehave:
Vi er 2 voksne på legepladsen sammen med 35 børn. Legepladsen er stor, omkranset af et 1,5 meter højt hegn. Ved hegnet er der gode klatretræer og buske, man kan gemme sig i. Lille Mads har skidt, og han skal skiftes. Han har gjort det så godt, at selv nakken har fået en tur, så det tager derfor lidt tid at få ham ren. Da jeg kommer ud igen, kan jeg se, at min kollega sidder med Lotte og Signe på skødet. De græder, og den ene bløder lidt i panden. Jonas har slået dem med en skovl og har nu gemt sig.
