Mange af verdens nationalstater er grundlagt på et paradoks: Den urbane elite var de første til at tænke sig et demokratisk samfund, hvor kejseren, kongen og adelen ikke altid havde det sidste ord. Mange af dem blev dog nødt til at alliere sig med poeter, guldalder-malere og præster, med ordet i deres magt, for at få befolkningen med på ideen.
Resultatet blev nationalstaten. Et resultat, som eliten senere forsøgte at lægge afstand til, da de efterfølgende opfattede den som sentimental, ekskluderende og provinsiel. Men til den tid havde ’folket’ allerede taget den til sig og elskede den.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

