Aniella Bonnichsen skriver i Politiken 11. december, at hun glæder sig utrolig meget over DIA’s udmelding om, at man fra årsskiftet ikke længere kan adoptere børn fra udlandet. Bonnichsen oplyser, at der »er kæmpestore og ofte oversete problemer forbundet med adoption«. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka. Min adoption har været en lykkelig begivenhed for mig, for mine forældre her i Danmark og for min biologiske mor på Sri Lanka, som jeg har været så heldig at finde og i dag har kontakt med. Derfor handler mit svar til Bonnichsen også om, at debatten om international adoption ikke bør eller kan koges ned til et rungende nej til adoption, fordi bortadoptionen for nogle har været ulykkelig. Barnets tarv må altid gå forud for enhver beslutning om international adoption.
Bonnichsens argument om, at vi skal bruge de midler, vi afsætter i forbindelse med international adoption, til at forbedre forholdene internt i de lande, så børnene kan forblive i deres oprindelsesland, må bygge på den forkerte forudsætning, at alle de lande, der bortadopterer deres børn, ville være i stand til at beholde dem, hvis de bare fik midler til at hjælpe mødrene eller familierne. Måske kunne økonomiske midler hjælpe til, at barnet kunne blive i landet, men under hvilke vilkår? Og ville det tjene barnets tarv?
