Jeg vil begynde med at dele noget meget personligt med jer. Noget, som mange nok vil betegne som lidt af en hemmelighed. Eller i hvert fald et tabu. De fleste, jeg møder, ser mig som en, der har fat i den lange ende. Jeg er positiv, sød, sjov, charmerende og for det meste nogenlunde smart at se på. Som en del af den såkaldt kreative klasse er jeg venner med en masse spændende, sprudlende mennesker, men sandheden er, at jeg er ensom. Helt utroligt ensom faktisk.
Det er for mange svært at forstå. I en periode, hvor livet bed seriøst hårdt, prøvede jeg at forklare det til en veninde. Jeg havde på det tidspunkt en baby på seks måneder og var alene det meste af dagen. Når han faldt i søvn kl. 19, sad jeg alene i min stue, mens jeg kunne høre folk leve deres liv i forårsolen. Der blev stille i den anden ende af røret, da jeg indviede min veninde i mine tanker. Hun sukkede dybt som svar.
