Der hersker ingen tvivl om, at der er behov for at gøre mere for udsatte børn. Men paradoksalt nok kan statsministerens forherligelse af en klassisk socialdemokratisk kongstanke om, at ’systemet’ er bedst til at løse alt, gøre mere skade end gavn. Har man en hammer i hånden, ser man som bekendt kun søm. Men ved at gøre tvangsfjernelser til mål i sig selv bliver det meget hurtigt systemets og ikke barnets tarv, der varetages.
Senest har en rapport fra Ankestyrelsen vist, at halvdelen af de forældre, der har klaget over en akut tvangsfjernelse, har fået medhold i deres klage. Med andre ord har kommunerne fjernet børnene med tvang uden hjemmel i lov.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
