Mindst ét barn i hver skoleklasse vokser op med en fuld forælder. Hvert sjette barn har været udsat for fysisk vold i hjemmet – eksempelvis børn, der får slået hul i hovedet, så det bløder, eller bliver pisket med tykke ledninger. Mere end 1.200 børn anmeldte seksuelle krænkelser i 2018.
Der er børn, for hvem velfærdsstaten blot er noget, voksne taler om på tv. Børn, der burde have fået så uendeligt meget mere hjælp.
Debatten efter statsministerens nytårstale viser tydeligt, hvor forskelligt vi ser verden, og hvor forskellige ting, vi oplever.
Først – efter nytårstalen – rystede politiske kommentatorer på hovedet over, at statsministeren valgte at tale om udsatte børn. De borgerlige udfrittede socialministeren om, hvordan hun vil beskytte kernefamilien. Og i debatspalterne piblede det frem med hønemødre fra den øvre middelklasse, der frygter, at den store stygge stat vil tage deres børn.
Hvor har man sin daglige gang, når man hævder, at omsorgssvigt over for børn er et ’nicheområde’? Hvad er det for et svar, man giver de udsatte børn, der vokser op med grov vold og misbrug, når man taler om at styrke kernefamilien? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, det ikke er et nicheområde, der hvor jeg kommer fra. Og det er ikke dét svar, jeg vil give til de børn, jeg vil gå igennem ild og vand for – for at give dem fair muligheder i livet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar