Jeg så TV 2’s udsendelse om børnene i de syriske flygtningelejre 5. marts. En 11-årig dreng talte om sin ven i Danmark i 0. klasse for 5 år siden. »Her har jeg ingen venner. De andre børn slår mig«, fortalte han, mens tårerne lige så stille silede ned over hans ansigt. Jeg tror ikke, jeg var den eneste bedstemor, der knugede sit barnebarn ind til sig den følgende dag.
Børnene lever under forfærdelige omstændigheder. Mangel på rent drikkevand, på føde, lægehjælp, på varme tæpper – og naturligvis går de ikke i noget, vi ville kalde skole. Ud over risikoen for fysisk sygdom og død lider mange af dem af psykiske skader, der vil følge dem ind i deres voksenliv. Der er en grund til, at nødhjælpsorganisationer har kaldt lejrene helvedet på jord. I øvrigt overtræder vi adskillige bestemmelser i børnekonventionen.
Hvordan kan du og jeg acceptere så forfærdelig en skæbne for danske børn, der er vores ansvar? Hvordan kan forældre og bedsteforældre? Hvordan kan regeringen og Folketingets flertal?
Forældrene har vendt Danmark og de danske værdier ryggen, men berettiger det os til at vende deres børn ryggen? Og har det ikke altid været en dansk værdi at beskytte de svage – ikke mindst når de svage er vore egne børn?
Kurderne har bedt os om, at tage vore statsborgere hjem – ligesom vi har bedt andre lande om at tage deres statsborgere hjem, der sidder her på ’tålt ophold’. Vi er meget forargede over, at landene nægter. Taler om at fratage dem ulandsbistand. Men hvad gør vi selv? Hvordan kan politikerne leve med det hykleri? De fleste af mødrene er født og opvokset her. Vi har haft en mulighed for at påvirke dem. Nu tørrer vi dem af på kurderne, efter at de er blevet radikaliseret.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar