Vore regeringer har traditionelt været solidariske med vore partnere og allierede i FN, EU og Nato ud fra en begavet erkendelse af, at Danmark som et af de mindste lande i alliancerne har alt at vinde gennem samarbejdet og alt at tabe ved at stå uden for eller endnu værre: ved erosion af alliancernes fundament gennem enegang.
Det er interessant, at loyaliteten mod denne grundsten i dansk politik ikke følger fløjene.
I begyndelsen af 10’erne havde vi således en rød regering, der helhjertet støttede EU-samarbejdet og derigennem styrkede landets politiske kapital. Derefter fulgte en blå regering, der begyndte at vende ryggen til verden med grænselukning og tilsidesættelse af asylregler og menneskerettigheder på måder, som stred mod forpligtende aftaler.
I dag har vi så igen en rød regering, der fortsætter ud ad tangenten fra den seneste blå: Da EU helt i overensstemmelse med befolkningers ønsker lancerede et ambitiøst budget mod klimaforandringerne, mobiliserede den danske regering sparekrav, som hindrede denne tværnationale indsats, der er eneste mulighed for en langsigtet løsning på klimakrisen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar