Hvad siger det om et samfund, at man vælger at åbne tatovørsaloner, genbrugsstationer og byggemarkeder, men stadig beordrer kirkens døre låst? Det siger noget om, at vi skal se op fra sundhedskalkuler og økonomiske genåbningsmodeller og tage den åndelige og mentale trivsel med ind i ligningen. For kirken har til alle tider spillet en væsentlig rolle der, hvor vi pludselig standses i den dagligdag, som er vores. Ikke mindst i krisesituationer.
Vi har set det igen og igen. Både når det har drejet sig om naturkatastrofer og politisk terror. Hvor skal man vende sig hen, når familier rives bort af tsunami, eller enkelte tilfældigt rammes af en fanatikers kugler? Kirken har lige fra begyndelsen været stedet, hvor det ukontrollable og formålsløse kan rummes. Ikke sådan, at angst, meningsløshed eller død forsvinder. Men der er helt enkelt bygninger, ritualer og budskaber, der kan bære det ubærlige.
