Jeg kunne godt indlede dette indlæg med at skrive om, at løsgængeren Sikandar Siddique var i sin gode ret til at ønske glædelig ramadan i Folketinget uden at blive italesat af Pia Kjærsgaard. Eller at den negative omtale af muslimernes fastemåned i medierne skaber et modborgerskab og bidrager til fjendebilleder. Eller at muslimske buschauffører ikke er farlige under ramadanen, som det blev påstået af Inger Støjberg sidste år.
Det vil være business as usual, mine venner ville bakke mig op, og de, der er uenige, ville ikke læse videre. Men det vil være fuldstændig i strid med ramadanens ånd, for den handler om at samle frem for at splitte. Til trods for at ramadanen er noget, de fleste mennesker har både positive og negative holdninger til, er det alligevel overraskende få, der ved noget om, hvad muslimerne bruger tiden på ud over at faste fra solopgang til solnedgang.
Det vil jeg gerne fortælle om, og lad mig begynde i mit barndomshjem i Sigerstedgade på Vesterbro.
Stuen var alt for lille til at kunne rumme et spisebord. Derfor spiste vi på gulvet foran kakkelovnen. Min mor havde en fin blomsterdug, som hun bredte ud på gulvet. På den satte hun en rund træplade med fire små ben. Det fungerede som et lavt bord, og det sad vi omkring, mens vi lyttede til muslimske salmer i radioen. Vi ventede alle spændt på, at salmerne blev afbrudt af ezan, som er en markering af, at man kan bryde fasten. Det krævede disciplin ikke at give op kort før målstregen. Det var ellers fristende med alle de lækre retter, min mor havde brugt hele dagen på at tilberede.
Min far bad hver aften den samme bordbøn på tyrkisk og arabisk. Han takkede Gud for det liv, vi har fået i Danmark. Bagefter bad han for, at Gud ville være vores vejviser, så vi holdt os fra løgne, forræderi og ondskab. Der var en alvor i min fars stemme, når han sagde ordene. Som om han var bange for, at vi ville falde for fristelsen. I hans ansigt med rynkerne blev hårdhed erstattet af en mildhed, eller snare en medlidenhed, når han bad for folk i krig og i fattigdom. Til slut læste vi alle op af en passage fra Koranen på arabisk. Vi bad bønnen ind i vores hænder, som vi formede som en skål, mens vi kiggede ind i den. Amen sagde vi i kor og ’tørrede’ hænderne i ansigtet og på brystet, for at ordene kunne berøre vores hjerner og hjerter.
Mens alt det kørte i slowmotion de to minutter, seancen varede, mindede vores spisning mest af alt om et 100-meter-løb. Ingen talte det første par minutter, som det tog os at spise halvdelen af middagen. Min storebror påstod, at han havde en langt større selvdisciplin end mig, og at det var grunden til, at han ikke kastede sig over maden, som jeg gjorde. Min storebrors ord ramte mig hårdt, da de understregede, at det at holde sig fra maden kun er en lille del af ramadanen. Jeg skammede mig over min grådighed. Jeg var 12 år, og han 15.
Hvilken moské i Valdemarsgade, vi endte med at besøge på om aftenen, afhang af, hvem vi mødte på vejen. Ligesom deres venner havde mine forældre ikke en fast moské, de tilhørte. I menighedens øjne havde børnene en speciel status, selv om langt de fleste af os var i puberteten. Vi diskuterede dagsaktuelle emner med vennerne, udvekslede videobånd med de nyeste tyrkiske film eller lavede lektier, mens de voksne bad. Jeg mindes ikke, at piger og drenge var opdelt. Ej heller, at moskeerne som i dag holdt med et bestemt politisk parti i Tyrkiet.
Özlem Cekic har lært af sin første tur som mor til en teenager: »Min søn kørte om hjørner med mig konstant«Jeg lærte meget hurtigt at økonomisere med min energi om dagen, så blodsukkeret rakte længere end til klokken 10 om formiddagen. Det betød, at jeg ikke legede fangeleg med vennerne på vej til Ny Carlsberg Vejens Skole, og at jeg sov eftermiddagslur, når jeg kom hjem, så jeg var frisk til at være madbringer for min mor. Hun lavede mad til de ensomme ældre, hun kendte i Enghave. Den største glæde var, når de ældre lagde lækkerier på de tomme tallerkner, jeg skulle slæbe med hjem.
Maden var et redskab til at udvise næstekærlighed over for de mennesker, man delte blokken, gaden, byen og verden med. Da vi senere flyttede til Sønder Boulevard, lærte jeg, at hvis man skulle gøre sig nogen forhåbning om at være en god troende, skulle ramadanen bruges til at udføre frivilligt arbejde med det formål at gøre hverdagen nemmere for socialt udsatte. I mit barndomshjem kendte man ikke til Benny Andersen, men jeg er ikke i tvivl om, at min mor havde fældet en tåre, hvis kun kunne læse hans digt, hvor han så smukt skriver, at fugle kan flyve i flok, når de er mange nok. Ramadanen var en intensiv skoling i at tage et personligt ansvar for flokken.
En uge før ramadanen sluttede, begyndte diskussionerne om, hvem der skulle have familiens zekat – en almisse. Skulle det være en dansk organisation eller en i hjemmelandet? Skulle man hjælpe en familie, man kendte, eller flygtninge, som utvivlsomt havde større behov? Vores forældre tog os børn med på råd. Mange havde brug for hjælp, og vores 500 kroner rakte ikke langt. Samtalerne motiverede os til at starte ekstra indsamlinger under ramadanen.
Jeg er opvokset i en muslimsk familie, som altid har haft en pragmatisk tilgang til fasten. Mine forældre har opfordret os til at faste, men aldrig tvunget os til det. Nok af samme grund gjorde mine forældre aldrig et stort nummer ud af det, da det gik op for dem, at min storebrors faste frokostaftale på McDonald’s spillede en stor rolle for hans ’selvdisciplin’ om aftenen.
Jeg har taget mange af barndommens traditioner med mig og mikset dem med de danske. Jeg pynter vores hjem og køber fredagsgaver i stedet for adventsgaver. Ligesom tusindvis af muslimer passer jeg mit arbejde, men uanset hvor stille muslimer går med dørene, vågner vi hvert år op til overskrifter om, at muslimer bør holder ferie i ramadanmåneden, så det ikke får en negativ indvirkning på resten af det danske samfund, eller at elever, der faster, skal bortvises.
De folkevalgte, som udtaler den slags, holder sig ikke tilbage med at foreslå indskrænkning af forsamlings-, tros- og åndsfrihed, vel vidende, at de rettigheder er grundlovsbestemt. Men hvor mange ramadanmiddage har de politikere været med til? Hvad har de gjort for at integrere sig med muslimerne?
Jeg inviterer gerne Støjberg, Vermund, Kjærsgaard til en onlineramadanmiddag. Som den persiske digter Mevlana Rumi siger: »Kom, kom, hvad du end er, det spiller ikke nogen rolle«.
fortsæt med at læse
