I de seneste par måneder har vi danskere oplevet et Danmark i forandring, et Danmark i krise, i udfordring. Vi har været borgere i et land, hvor hverdagen er drejet 180 grader, fået vrangen vendt udad, på hovedet og er blevet rystet. Men i dette sammensurium af frygt, ubehag, tvivl og kaos har den danskhed, som er fast forankret i os, blomstret. Med et stort engagement af samfundssind, sammenhængskraft, solidaritet - ja, danskhed, har vi kæmpet side om side, værnet om kærligheden og styrket fællesskabet på måder, som sidst er dokumenteret under Anden Verdenskrig. Fællessang med Phillip Faber drager tydelige paralleller til krigens håb om en styrket fælles fremtid for alle Danmarks hjørner. For drenge, piger, unge, gamle, ressourcestærke, svage, syge og raske. Men hvad sker der med danskhedens grundprincip om sammenhold, om at heppe og kæmpe på samme side, om håbet og drivkraften, når dele af samfundet mødes med kritik, med en løftet pegefinger, skældud, og når de bliver mødt ordene, at de ’har svært ved at tænke sig om’?
1. maj langede direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak ud efter ungdommen med stærke negative konnotationer i et interview med DR, hvor han udtalte, at ungdommen nok skal tænke sig mere om, selv om han mener, at det kan være svært i denne aldersgruppe. Derfor burde vi gå i dialog med vores samvittighed og tydeliggøre for os selv, at også vi unge har et samfundsmæssigt ansvar. Men er det ikke lige netop dedikeret ansvar, som ungdommen har udvist og værnet om de sidste måneder?
