Me too. Ja, også mig. Alligevel græd jeg mig selv i stykker over Yahya Hassans død. Politisk ukorrekte tårer skulle det vise sig. Et forræderi på selve mismodets dag åbenbart. En del af de sociale mediers kommentarfelt rykkede prompte for at nedgøre sorgen med lykønskninger til de kvinder, der har været udsat for digterens overgreb. Med ønsket om, at de misbrugte endelig kunne få fred. Det er legitimt at sende en hilsen til de krænkede. Men det er åbenbart ikke legitimt at ville forstå krænkeren, der selv blev udsat for ubegribelig vold. Så har man nemlig ikke fattet #MeYoo. Så er man pladderhumanist for nu at tage et af de idiotiske ord, der bliver smidt efter mennesker, der tillader sig at savne.
Jeg husker ikke hans navn, men skulle jeg en dag møde ham, ville jeg med sikkerhed genkende ham som manden, der en sommernat for mange år siden væltede mig og voldtog mig. Og jeg? Slog fra mig, indtil jeg bare ville have det overstået. Frøs, eller hvad vi nu siger, selv om flere både kvindelige og mandlige venner hævder, at den tilstand er et postulat. For man må kæmpe. Men kan man? Jeg turde ikke. Tilbage er de øjeblikke, hvor jeg forgæves planlægger hævn. Forgæves – fordi jeg næppe nogensinde finder svinet. Paradokset er, at jeg som så mange andre i min generation også lader skammen bokse mig i lommen på fortrængningen. Optaget af skyldfølelse. Herregud.
