0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Dansker bosat i USA: Mine børn kiggede forskrækket på mig, da de hørte Shu-bi-duas 'Danmark'

Tag ikke tingene så alvorligt. Det er jo bare for sjov. Sådan kan man sige, når man er i en privilegeret position. Men jeg tvivler på, at vi om 20 år synger med på Shubbernes ’Danmark’ med teksten: »De varme lande er noget lort«.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Skynd jer! Tænd for fjernsynet, der er fællessang på DR!«. Stemmen var min svigermors. Hun forsikrede os om, at både børnene og vi voksne ville synes, det var sjovt og meget dansk. Vi var lige kommet til Danmark fra USA, hvor vi bor, og kendte ikke til denne nye danske fredagsfællessangstradition.

Svigermor forklarede, at der under coronaisolationen var opstået en ny tradition, hvor danskerne deltog i fællessang hver fredag aften. Hun og svigerfar sad sammen med resten af familien Danmark klar med kaffen foran fjernsynet. Danmarks hyggeonkel, Mads Steffensen, tonede frem på skærmen flankeret af chefdirigent Phillip Faber. Børnene genkendte straks Mads Steffensens stemme fra den ’Mads & Monopolet’-podcast, som vi lytter til søndag morgen i Seattle. Og så fik de sig ellers et syn: Efter få minutter skrålede deres forældre med på for dem ukendte danske sange.

Sangene blev ikke blot et nostalgisk møde med vores ungdom og livet i Danmark, inden vi begyndte et nyt kapitel i USA. Det blev også en kultur- og historieoplevelse for børnene. Spørgsmålene faldt oven i hinanden: »Hvad er melodi grandprix?«, »Hvad er et kolonihavehus?«, »Hvad er en efterskole?«.

Det var så smukt, når kunstnerne takkede pædagoger og lærere for deres indsats, når der blev sagt bevingede ord om den situation, danskerne befinder sig i og skal igennem – sammen. Vi talte med børnene om, hvordan man i Danmark ser på vigtigheden af fællesskabet i forhold til den fokus på individet som successkaber, vi oplever i USA.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden