Der er så dejligt ude på landet, skrev den gamle digter, og det var ikke engang løgn. Selv husker jeg selvbindere med tre heste foran, når der skulle høstes. Jeg husker også de tomme malkestalde om sommeren. Køerne var jo på græs. Jeg husker de våde enge, hvor viberne boltrede sig om foråret. Og jeg husker min onkel med hans langskaftede økse og sved på panden. Han stævnede et af sine mange levende hegn ved vintertide. Der er sket meget siden. For naturen er der sket meget skidt siden dengang. De senere års cykelferie er gået langs majsmarker – nogle gange på begge sider – uden udsigt, uden anden lyd end vindens hvislen. Ikke et fuglefløjt, ikke en sommerfugl. Vores natur i det åbne land er blevet fattigere. Der er tomt ude på landet de fleste steder.
Markerne er blevet kæmpestore og går helt ned til åerne. Mange hegn er blevet sløjfet. Husdyr ser man ret sjældent. Der er langt mellem lærker, stære, viber og harer. Og der er arter, der er helt forsvundet.
