Antallet af underretninger er steget fra 65.000 til 138.000 på 5 år. Debatten raser – er det nu godt eller skidt? På den ene side hører vi om forældre, der pludselig ser sig mistænkeliggjort i en kafkask sagsbehandlingsproces på grund af en uoverlagt kåd bemærkning fra sønnike. På den anden side ser vi stadig alt for mange børn, der i årevis lever med misrøgt, fordi ingen tager affære.
Jeg skal blankt indrømme, at hvis det var mig, der som ung mor uberettiget blev ’en sag i kommunen’, ville jeg både blive rasende og skamfuld. Også selv om den skulle gå væk igen. Samtidig er jeg helt enig med Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår, når han i Politiken 17. juli pointerer, at den allervigtigste prioritering må være at undgå, at børn får en rædselsfuld barndom. Men skal vi undgå det, så skal vi væk fra ’for eller imod’ flere underretninger. For uanset antallet af underretninger sker der alt for mange fejl i kommunernes sagsbehandling.
