»To franske turister skyld i nyt smitteudbrud på Island«, skrev DR for nylig på deres liveblog. At være ’skyld’ i et smitteudbrud er efterhånden et velkendt fænomen i corona-regi. Vi udpeger den skyldige smittebærer, tillægger vedkommende en ubarmhjertig skam for sin, forestiller vi os, uansvarlige opførsel. ’Smitteskam’, kaldte Information det forleden. Det Danske Filminstitut sammenligner den aktuelle situation i Danmark med filmen ’Kampen mod tuberkulose’ fra 1953 om en ung kvinde, der smittes med tuberkulose, og som udstødes selv efter at være blevet helbredt.
Tankerne ledes uvilkårligt hen på ’klimabashing’ – udskamning af klimasyndere. Udskamning er ikke et nyt fænomen, men derimod noget, som vi opsøger, når vi føler os magtesløse: Vi har behov for at udpege en ansvarlig skikkelse, et undermenneske, der ikke har handlet lige så godt som os selv. Det er en måde, hvorpå vi kan positionere os i en uoverkommelig situation; pandemier såvel som kriser.
