Jeg hader mundbind. Jeg kan ikke få luft, brillerne dugger, det klør i næsen, og jeg har svært ved at orientere mig, når jeg har sådan et på. Det eneste formildende ved dem er, at jeg kan sidde i toget og skumle lige så meget, jeg vil, uden at nogen kan se det. Bortset fra det har jeg intet godt at sige om de små masker. Jeg ved ikke engang, om de virker smitteforebyggende.
Jeg er fuldstændig med på, at vi alle, så godt vi nu kan, skal hjælpe til med at undgå, at vores hospitaler oversvømmes af kritisk syge coronapatienter. Så jeg er hverken ude i en eller anden konspirationsteori eller på at begå mytteri. På ingen måde. Jeg vil bare gerne oplyses. Jeg er nemlig så heldig, at jeg er vokset op i et samfund, hvor sund fornuft og gode argumenter sædvanligvis vinder over formørket sludder. Det har gjort mig til en lovlydig borger med en helt legitim forventning om, at de krav og påbud, statsmagten dikterer, som minimum kan forklares.
