Hver morgen og aften sætter jeg mig ved spisebordet, lukker øjnene og koncentrerer mig, mens jeg indsnuser lugten fra tre små flasker med forskellige æteriske olier. Den ene lugter af fyrrenåle, den anden af basilikum, den tredje af appelsin. Det står der i hvert fald på flaskerne. Men lugtene, der rammer min næse, minder ikke om den lugthukommelse, det er gået op for mig, at jeg hidtil altid har kunnet stole på. Min lugtesans halter gevaldigt.
Det har den gjort, siden jeg blev syg med covid-19 helt tilbage i marts, før danskerne for alvor var begyndt at vaske hænder. Oliesnifferiet er såkaldte lugtelektier, som lægerne har givet mig, i håb om at de med tiden kan være med til at bringe min fulde smags- og lugtesans tilbage. Der er stadig langt igen. Der er meget, jeg hverken kan lugte eller smage, og en del, som lugter helt forkert. Kaffe lugter f.eks. decideret ækelt. Kvalmt, fedt og syrligt. Heldigvis smager det okay. Ikke som det skal, men trods alt til at drikke.
