Kære Jesper Kristensen. Du skrev i lørdagens avis, at du vil anbefale alle, der ikke har det rette efternavn, at fravælge humaniorastudierne. Det bygger du på egne oplevelser fra undervisnings- og kulturbranchen. Du mener, at din egen ledighed herindenfor skyldes, at dine forældre ikke var akademikere og aldrig tog dig med på museum eller i operaen. Du ønsker at advare kommende studerende, så de ikke begår den samme fejl som du: at lade sig lulle ind i den naive tro, at flid på læsesalen er tilstrækkeligt til at score et job. Med den retorik tager du håbet fra de årgange af unge, der, mens vi to skændes i Politikens spalter, kæmper med virtuel undervisning, onlineeksamen og selvstudium som aldrig før.
Lad dette være et råd fra en humanist til en anden: Min nuværende jobsituation minder nemlig på mange måder om din. Ligesom du har jeg altid set mig selv inden for undervisnings- og kulturbranchen. Men vores udsyn er forskellige, og det vil du så påpege skyldes forskelle i vores barndom og stamtavler.
Jeg er givetvis en af de privilegerede, som du har set dig sur på: Jeg er barn af en cand.polit. og en dr.phil. Intet af det, jeg laver, bunder imidlertid i mine forældres status, og det provokerer mig, når du skriver, at mit faglige netværk skulle være deres fortjeneste. Tværtimod gør mine ambitioner inden for kulturfeltet, at jeg ser frem mod en tilværelse, hvor min manglende økonomiske kapital meget vel kan komme til at placere mig milevidt fra mine forældres arbejdsliv og levevilkår. I min byline ovenfor står der forfatter. Men der kunne i og for sig lige så godt have stået arbejdsløs akademiker – det havde unægtelig givet nogle flere plusser på kontoen, i form af dagpenge. Jeg er ikke på dagpenge, for jeg søger ikke jobs, i hvert fald ikke fuldtids. Mit eksamensbevis fra Institut for Kommunikation landede i e-Boks i sidste måned. Da jeg i sommer afleverede speciale, stod jeg på Søndre Campus med det langstilkede champagneglas i hånden og spurgte mig selv: Hvad så nu? I dag tjener jeg mine penge – og det er gudhjælpemig ikke mange – på at holde et par skriveworkshops på lokale biblioteker, på foredrag og oplæsninger. De småjobs lander kun meget sjældent i min indbakke af sig selv – i stedet sender jeg tilbud ud, bl.a. med forslag om at søge puljepenge og kunststøtte sammen. Resten af tiden går med at skrive på den næste roman.
Mens mange af mine venner i disse år accelererer i fuldtidsjobs og voksenløn, så lever jeg i dag af mindre, end min SU udgjorde. Det skyldes, at jeg er kommet til en erkendelse af, at hvis jeg vil arbejde med det, jeg elsker, litteratur og kulturformidling, så kræver det, at jeg ikke validerer min tilværelse inden for Bourdieus to akser, men i stedet definerer min egen faglige værdi. Det vil næppe føre til fede stabile lønssedler foreløbig.
Mine ambitioner inden for det kulturelle placerer mig uden for mine forældres segment, og mine fremtidsmuligheder vil blive defineret af alt muligt andet end deres status og det eksamensbevis, der nu ligger og glaner i min e-Boks. Du beskriver, at din mangel på de sociale kompetencer, der vægtes højt inden for vores branche, skyldes, at dine forældre ikke er akademikere. For langt de fleste af os (også os med akademikerforældre) er de sociale færdigheder, som du beskriver, ikke noget, der blev serveret med modermælk og museumsbesøg, men noget, vi tillærer os hele tiden og lidt efterhånden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar