Når vi og vores medstuderende på VIA University College i Aarhus tænker på at trække i sygeplejerskeuniformen og vise, hvad vi kan efter 3 ½ års uddannelse, mærker vi et sug i maven. En del af suget bunder i forventningsglæde, spænding og stolthed over at kunne kalde os sygeplejersker, men størstedelen er frygt, nervøsitet og følelsen af skam over alligevel ikke at kunne bære sygeplejerskenålen med stolthed og selvsikkerhed. Nålen og uniformen får os til at se ud som kompetente sygeplejersker, men er vi det? Under pandemien er det blevet tydeligt for os alle, hvor uundværlige sygeplejersker er. Og hvor vigtigt det kan være, at de kan bære deres samfundsansvar fra dag 1. Men er vi virkelig klar til det ansvar?
Vi kan fremvise en autorisation på, at vi er sygeplejersker, men den stemmer ikke overens med den følelse, vi går rundt med – nemlig, at vi ikke er det.
Der er en generel frustration på studiet omkring manglen på praktisk erfaring og basal viden i anatomi, fysiologi, sygdomslære og farmakologi. Sygepleje var engang et håndværk, men det basale håndelag er der mange, som ikke når at lære i studietiden. Disse frustrationer er nogle, vi uden tvivl deler med vores medstuderende og derfor føler trang til at sætte ord på. Ønsket om flere undervisningstimer i de naturvidenskabelige fag ligger dybt i os, da vi her på 5. og sidste teoretiske semester stadig føler os på udebane, når vi bliver spurgt ind til grundlæggende anatomi og fysiologi. Om blot 6 måneder er vi kliniske sygeplejersker og vil højst sandsynligt stadig stå med følelsen af, at vi hellere må ’hente en voksen’ ude i praksis.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.
Skriv kommentar