Efter et år med coronavirus føles en tur hos tandlægen som et spa-ophold eller en helkropsmassage.
Jeg lægger mig til rette i stolen, fjerner mundbindet, åbner munden, smiler lykkeligt til Eva, som tandlægen hedder, og glider hen i drømmen om en anden verden.
Jeg kan takke spanierne og mit tidligere liv blandt dem for denne eskapisme. De laver åbenbart ikke særlig god lim til deres fyldninger.
2.000 kroner lettere er jeg tilbage i heksekedlen. Julegaver, der ikke kan byttes, fordi lukket. Børn, der ikke må komme i skole, fordi lukket. Børn, som derfor skal støttes, fodres, opmuntres, undervises, lektiehjælpes, motioneres og luftes. Og arbejde, der skal passes, fordi alle mine faste udgifter gennem hele år 2020 trods mine bedste forhåbninger har undladt at udvise samfundssind. Samfundssindet er simpelthen udeblevet.
Efter dagevis af livtag med Aula og relaterede platforme går jeg i affekt i gang med at fremstille en voodoodukke af ungernes modellervoks og fnuller fra tørretumbleren. Den skal repræsentere det byzantinske rædselskabinet af vild- og afveje, som helt uforståeligt har erstattet Forældreintra. Forældreintra var for belastende for landets forældre, mente Det Nationale Stresspanel. Nu står Aula (som bedst kan beskrives som en Storm P.-tegning, efter at man har klippet den over i to og har smidt den ene halvdel ud) som et vidnesbyrd på alt, hvad der er galt med statens indkøb.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar