0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Erhvervspsykolog: Det, vi lider af, hedder pandemisk stress

Social distance er en udholdenhedssport. Og mange af os er ved at nå vores udholdenhedsgrænse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer
Arkivtegning: Mette Dreyer
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg ved, hvad jeg bør gøre, men kan slet ikke finde energien til det«, »Det er svært at finde mening«, »Jeg er blevet usikker på mig selv«, eller »min krop har det ikke godt«, er nogle af svar, jeg hører, når jeg som arbejdspsykolog spørger ind til trivslen hos nogen af de medarbejdergrupper jeg superviserer. Men er det ikke bare den almindelige form for stress eller vinterudmattelse? Som psykolog må jeg svare nej – der er nye mønstre, som jeg lige nu ser pible frem under pandemien. Jeg kalder det foreløbig for pandemisk stress. Et fænomen, som er mere og mere aktuelt at få belyst.

Coronakrisen er mange kriser i én: Det er en sundhedskrise, en økonomisk krise og en psykologisk krise. Samfundet har en interesse i at bruge vores forestillingsevne. Vi skulle før lockdown forebygge et kollaps ved at ændre folks adfærd markant, og det krævede, at vi blev bange. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Århus Universitet sagde i en podcast: »Det handler om at balancere ængstelse med optimisme«. Ængstelsen får os nemlig til at ændre adfærd, og optimismen sikrer, at vi føler os handlingsduelige, så vi ikke bliver for passive. Vi skal helst være ’produktivt ængstelige’. Ja, det er altså samfundets behov – forklaret af en professor i statskundskab. Men hvad med vores behov?

I Danmark er det i det store hele gået godt med at ’styre’ pandemien. Så vi kan vel sætte flueben ved, at vi i vores land har været ’produktivt ængstelige’. Men det er en balancegang på en knivsæg. Ængstelsen kan blive til den styrende kraft på et individuelt plan. Og kan få os til at gå fra at være aktive og produktive til at være inaktive og handlingslammede. Under første lockdown talte man ikke om vores mentale helbred. Der var fokus på at klare os igennem og undgå fjende nummer ét: corona ude af kontrol. Men under lockdown nummer to i slutningen af 2020 og starten af 2021 er det så småt ved at gå op for mange, at der er psykologiske konsekvenser, som er til at få øje på. Og at de skal tages alvorligt. Der har f.eks. været fokus på de mindste skolebørns trivsel, og det har ifølge statsministerens pressemøde 1. februar været med i ’det store regnestykke’.

Som psykolog, der har med voksne mennesker at gøre – og som kommer på arbejdspladser rundt om i landet, så ser jeg desværre lige nu tegn på en udvikling, der er bekymrende. Jeg øjner en risiko for, at de vaner, som vi opbygger under denne fase af pandemien, sætter sig fast. Vi kryber ind i vores skærm og bliver afhængige af de digitale platforme – også når vi skal slappe af. Vi bliver asociale og mister livsvigtig forbindelse med hinanden samt viden om hinandens indre liv. Vi bliver vænnet til et overdrevet fokus på sygdom og død, statistikker og gruopvækkende nyheder. Det får mange til at opbygge en ’tjekke-adfærd’ i fht. nyhedsmedier, som kan være svær at lægge fra sig. Desuden bliver vi fysisk og mentalt passive og mister vores tro på, at vi kan handle på og påvirke vores situation.

Man kan spørge om, hvor længe et socialt dyr som mennesket kan opretholde afstandsregler. Det at holde afstand er en udholdenhedssport, som er meget hård. For vi er sat i verden for at interagere direkte med hinanden. De unge har det største fysiske kontaktbehov, og mange unge bor alene. Derudover er der en udbredt singlekultur, også i den ældre del af befolkningen. Mange føler sig derfor med god grund ensomme og isolerede under coronakrisen. Det kan få psykiske sårbarheder til at blusse op. Især mennesker med tendens til grublerier og bekymring kan opleve en forstærkning, som kan bevæge sig over i angst eller depression. Men også mennesker, som er vant til at handle sig ud af problemer, kan have svært ved at være med den stilstand, som er en præmis under lockdown.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce