»Jeg ved, hvad jeg bør gøre, men kan slet ikke finde energien til det«, »Det er svært at finde mening«, »Jeg er blevet usikker på mig selv«, eller »min krop har det ikke godt«, er nogle af svar, jeg hører, når jeg som arbejdspsykolog spørger ind til trivslen hos nogen af de medarbejdergrupper jeg superviserer. Men er det ikke bare den almindelige form for stress eller vinterudmattelse? Som psykolog må jeg svare nej – der er nye mønstre, som jeg lige nu ser pible frem under pandemien. Jeg kalder det foreløbig for pandemisk stress. Et fænomen, som er mere og mere aktuelt at få belyst.
Coronakrisen er mange kriser i én: Det er en sundhedskrise, en økonomisk krise og en psykologisk krise. Samfundet har en interesse i at bruge vores forestillingsevne. Vi skulle før lockdown forebygge et kollaps ved at ændre folks adfærd markant, og det krævede, at vi blev bange. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Århus Universitet sagde i en podcast: »Det handler om at balancere ængstelse med optimisme«. Ængstelsen får os nemlig til at ændre adfærd, og optimismen sikrer, at vi føler os handlingsduelige, så vi ikke bliver for passive. Vi skal helst være ’produktivt ængstelige’. Ja, det er altså samfundets behov – forklaret af en professor i statskundskab. Men hvad med vores behov?
