Hvor er det dejligt, at nogle butikker igen får lov til at holde åbent. Hvor er det livsbekræftende at se lidt liv i gaderne. Men igen sidder de fleste børn og unge ladt tilbage foran skærmen. Igen bliver de bekræftet i, at de endnu ikke er særlig vigtige for samfundet. Der går godt nok også mange år, før denne gruppe kommer til at betyde noget for, hvem der bliver valgt til statsminister. Så regeringen fortsætter med at holde på, at børn og unge ikke må komme i skole.
På trods af Børns Vilkårs store bekymring for børn og unge fastholder regeringen, at de skal holdes hjemme. Kun de få udvalgte får lov til at komme i skole. På deltid. Regeringen skaber en generation af fortabte børn og unge. Det er lang tid siden, at det kun var de dårligst stillede børn og unge, der kom i klemme. Nu er det alle grupper af børn og unge i samfundet. Selv børn fra velstillede, ressourcestærke familier er ved at knække.
Statistikkerne over antal smittede med corona, antal syge og døde gør indtryk. Men det ville utvivlsomt også gøre indtryk, hvis mennesker med sindslidelser ville stå frem og fortælle om deres skæbne. Der har i årevis hersket tabu omkring sindslidelser, og det er stadig noget, mange holder for sig selv. De fleste kan sætte sig ind i, hvordan det må være at have et brækket ben eller en lungebetændelse. Men depressioner og psykoser går det ikke helt så nemt med. Det er både svært at tale om for den enkelte og det er svært at se på folk, at de har en sindslidelse. Det er svært at sætte sig ind i, hvordan det er at have en depression, en psykose eller angst. Men tro mig, når først man har haft sådanne sindslidelser inde på livet, ved man, hvor invaliderende de kan være. Hvor store konsekvenser det har for de pårørende til mennesker med sindslidelser. Hvor lang tid det kan tage at få mennesker på rette køl igen. Det kan tage år. Hjernen er plastisk, men det tager lang tid for den at regenerere sig.
Dette er formentlig en medvirkende årsag til, at det er så svært at få politikerne til at forstå alvoren af mistrivslen blandt børn og unge, hvorimod de åbenbart meget lettere kan forstå faren ved en virus, som risikerer at medføre indlæggelser på intensiv afdeling. Regeringen kan godt forstå, at det er hårdt for børnene og de unge. Men det er så meget mere end det.
Det gør indtryk, når overlæge i psykiatri Inger Ros står frem og fortæller om de skæbner, hun ser hver dag i sit arbejde i en psykiatrisk akutmodtagelse i København. Jeg har nu ikke indtryk af, at regeringen lytter til, hvad hun har få hjerte. Men hvad skal der til, for at få regeringen til at lytte? Skal der være røde tal hver dag for børn, der har skåret sig selv? For børn, der ikke længere gider at logge på Teams? For børn, der taler om, at det hele ville være lettere, hvis de ikke var her mere? For hvert barn, der har mistet håbet?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar