Boligminister Kaare Dybvad har foreslået, at man stopper med at kalde udsatte boligområder for ghettoer. Det er en god idé, men desværre vil han så i stedet kalde dem for parallelsamfund. Det er en betegnelse som er misvisende, stigmatiserende og skadelig. ’Parallelsamfund’ er misvisende, fordi den giver et forkert signal om, hvorfor vi har udsatte boligområder, og hvad det betyder at bo der. ’Parallelsamfund’ signalerer, at beboerne har valgt at flytte sammen i områderne for at vende samfundet ryggen. Men virkeligheden er, at udsatte boligområder er steder, der fravælges af boligsøgende, der selv kan vælge, hvor de vil bo. Det gør det nemmere for dem, der har få muligheder, at få en god bolig i områderne. Fattige og etniske minoriteter fylder således ’hullerne’ op, hvorved man har fået en større andel med lav indkomst og mange etniske minoriteter i områderne.
Man bliver ikke arbejdsløs eller dårligere integreret af at bo der. Man bor der, fordi man har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, lav indkomst og få boligmuligheder. ’Parallelsamfund’ er stigmatiserende, fordi beboerne bliver stemplet som nogle, der ikke vil deltage i samfundet, og området som et sted med udanske værdier.
