En tilbagevendende Gajol-æskevisdom, man hyppigt bliver præsenteret for på historiestudiet, er, at det er historikerens opgave at forstå fortiden, ikke dømme den. Man må tit og ofte bøje sig for Gajol-pakkens skarpsindighed, men det gør ikke opgaven med at skelne mellem forståelse og fordømmelse lettere for en historiker, der som bekendt også er menneske. For hvordan i alverden skal et menneske kunne forstå holocaust uden samtidig at (for)dømme det nazistiske terrorregime? Eller for at tage et andet eksempel: Hvordan skal man kunne forstå de amerikanske raceproblemer uden samtidig at fordømme fortidens bestialske lynchninger af sorte samt den diskrimination, der ligger til grund for uligheden mellem hvide og sorte amerikanere?
Debatten vedrørende denne ekstremt komplicerede problemstilling har for længst fundet vej til vores samfund, som så mange andre amerikanske indtryk de seneste halvfjerds år. Selv om der stort set ingen minoriteter boede i Danmark indtil for halvtreds år siden (bortset fra det lille jødiske samfund), giver det glimrende mening, at man diskuterer landets koloniale fortid. Danmark(-Norge) var nemlig, landets størrelse taget i betragtning, en ikke ubetydelig aktør i den transatlantiske slavehandel fra slutningen af det 17. århundrede og frem til 1803. Er det et kapitel i danmarkshistorien, man bør være særlig stolt af? Nej, bestemt ikke. Er der grund til at beskæftige sig med denne problemstilling? Ja, absolut. Har den koloniale fortid medført, at Danmark i dag strukturelt set er et racistisk samfund? Nej. Men kan mennesker opleve racisme i Danmark? Ja, ganske givet.
