Jeg er overordnet træt af en klimadebat, som altid skal degraderes til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod kød. Det er senest blevet en debat igen, efter at Alternativets formand, Franciska Rosenkilde, i midten af marts foreslog en helt kødfri offentlige sektor. Et forslag, som kommer, knap et halvt år efter at regeringen både foreslog og fortrød et forslag om to ugentlige vegetardage i den offentlige sektor. Det tenderer til navlepilleri, når man så hårdnakket fokuserer på frokostmåltider i kommunen i stedet for at kæmpe for tiltag, der rent faktisk batter noget – og som resten af verden kan lade sig inspirere af, hvilket Alternativets politiske leder endda selv fremhæver som målet med sit forslag.
Jeg tvivler kraftigt på, at hverken verdens største eller næststørste CO2-udleder, henholdsvis Kina og USA, nogensinde vil tvinge grupper i deres befolkning til kun at spise plantebaseret. Amerikanerne har en sygelig kærlighed til alle madretter, der siger ’muh’ og rimer på smeltet ost, og kineserne har heller ikke kultur for at være kræsne over for nogen som helst dyrearter. Jeg er ikke selv udpræget ’kødæder’, så min holdning baseres ikke på at beskytte min personlige kostpyramide. Det er ofte prisen på kød, som skræmmer mig væk, og prisen udgør ultimativt det bærende element i min indkøbsliste.
