Der er køligt blåligt neonlys. Trist belysning, der understreger den hospitalsagtige situation. Den nervøse borger, en helt almindelig dansker, der smånervøst venter på en ubehagelig stol, drejer hovedet væk eller kigger en smule væk, mens gerningen gøres. Den syntetiske fornemmelse af en fremmed persons hænder pakket ind i nitrilhandsker mod huden. Den kolde desinficerende serviet, den skarpe lugt af hospitalssprit. Der tages fat og klemmes om skulderen, inden en lang, spids nål af koldt metal føres dybt ind i armen. Synet af kanylens pumpe, der presses i bund, og tanken om den ukendte væske, der sprøjtes fra det kolde kanylestål. En omdiskuteret væske, fyldt med små komponenter af den sygdom, vi alle sammen er så dødtrætte af og bange for. Den sygdom, der har sprængt vores hverdag i luften det sidste år. Synet af nålen, der trækkes hele vejen ud igen, grotesk og unaturligt lang. Blodet, der pibler frem, inden vat føres til den brudte hud. De nagende tanker om polemikken vedrørende den ene og den anden vaccine, den ene og den andens sjældne risici, bevidstheden om den tredje og den fjerdes mulige symptomer.
Enhver, der har set nyheder for nylig, må have oplevet det: et indslag om covid-19, nærmere bestemt om vaccination mod sygdommen, kører i nyhederne. Som underlægningsmusik i en gyser kører der optagelser bag speakerens informationsstrøm. Evige optagelser.
